FULD TRANSCRIPT: Rachel Maddow præsenterer - BagMan - Episode 2: Crawling In

Rachel Maddow præsenterer - BagMan - Episode 2: Crawling In (transskriberet af Sonix)

Rachel Maddow: Richard Nixon og Spiro Agnew blev officielt taget i ed for en ny periode den 20. januar 1973.

John Chancellor: Og velkommen til den 47. indsættelsesbegyndelse af en amerikansk præsident. David Brinkley og jeg er her for at dække det, noget, som USA har gjort siden 1789 ...

Rachel Maddow: Festlighederne den dag var en fejring af det, der lige havde været en politisk tilintetgørelse. Nixon fik 520 valgmandsstemmer det år. George McGovern fik 17. Nixon-Agnew-billetten vandt alle stater i landet undtagen Massachusetts. Den nyligt genvalgte vicepræsident Agnew fejrede den aften sammen med sin kone Judy ved en fest, der blev holdt til ære for dem på Smithsonian.

Judy Agnew: Denne gang ved jeg mere eller mindre, hvad jeg kan forvente.

Mandlig stemme: Hvad forventer du, fru Agnew?

Judy Agnew: Åh, hvad forventer jeg? Nå-

Spiro "Ted" Agnew: Hun forventer at have det sjovt.

Judy Agnew: Sjovt, ikke sandt. Jeg forventer at være meget mere afslappet denne gang.

Rachel Maddow: Spiro Agnew var i triumferende godt humør den aften og var lykkeligt uvidende om den fare, der var i færd med at udspille sig for ham blot en kort køretur op ad Baltimore Washington Parkway.

Rachel Maddow: I Baltimore, Maryland, forberedte et hold af tre unge føderale anklagere sig på at udløse en snestorm af føderale stævninger uden varsel.

Tim Baker: Vi samlede et hold af IRS-agenter, og vi fik alle 50 stævninger forkyndt en mandag morgen.

Rachel Maddow: Det er Tim Baker, en af de føderale anklagere, der udarbejdede disse stævninger fra den amerikanske anklagers kontor i Maryland. Disse anklagere håbede at kunne afsløre en politisk bestikkelsesordning i lokal politik i Maryland. Men med hensyn til, hvem de præcist troede, de ville få fat i, var forventningerne, i hvert fald i starten, relativt lave.

Ron Liebman: Og jeg tror, at den generelle tanke var, at vi måske kunne finde et korrupt kongresmedlem, måske en delstatslovgiver. Jeg tror, det var forventningsniveauet.

Rachel Maddow: Det er Ron Liebman. Han var den anden anklager på holdet. Og man kan høre på ham, at det var lidt af en fiskeekspedition. Men disse anklagere havde en bestemt fisk i tankerne. De var ude efter lederen af amtsregeringen, Baltimore Countys daværende direktør, som var en demokrat ved navn Dale Anderson.

Barney Skolnik: Rygtet er, du ved, rygtet på gaden, rygtet, rygtet er, at Dale Anderson er korrupt og tager imod bestikkelse.

Rachel Maddow: Det er Barney Skolnick, den ledende anklager på holdet. Han, Tim Baker og Ron Liebman begyndte at afdække beviser for den korruptionsplan, som de havde hørt alle disse rygter om, at amtsdirektør Dale Anderson tog imod kontant betaling som bestikkelse og returkommission for at uddele amtskontrakter.

Mandlig stemme: Anderson blev citeret for 39 anklagepunkter, der involverede mere end $46.000.000 i returkommissioner.

Rachel Maddow: Denne lokale embedsmand, Dale Anderson, var deres store fisk. Og disse anklagere var nu ved at få styr på ham og på denne store bestikkelsesplan i den specifikke amtsregering. Men sagen er, at den mand, der havde Dale Andersons job lige før ham, netop var blevet taget i ed til sin anden periode som USA's vicepræsident.

Mandlig stemme: Bagved og uden for rækkevidde er vicepræsident Agnew netop steget ind i sin limousine sammen med fru Agnew. Præsidentens bilkortege stiller sig op her på det Hvide Hus' sydlige græsplæne.

Rachel Maddow: Spiro Agnew begyndte sin politiske karriere i dette amt, før han nogensinde kom til Det Hvide Hus. Han havde været Baltimore County Executive i fire år. Og nu blev den fyr, der havde fået jobbet lige efter ham, anholdt for at have taget imod bestikkelse i det, der begyndte at ligne en ret glat, veletableret, velfungerende, smidigt fungerende kriminel virksomhed med bestikkelse, returkommissioner og korruption.

Rachel Maddow: Havde vicepræsident Agnew været med til at gennemføre den samme kriminelle plan, mens han havde det job? Hvad anklagerne ikke vidste på det tidspunkt, men hvad Spiro Agnew i høj grad vidste den aften, mens han fejrede sit genvalg på Smithsonian, var, at han ikke alene havde deltaget i den samme kriminelle plan dengang; faktisk havde han lige taget imod en kuvert fyldt med kontanter.

Rachel Maddow: Jeg er din vært, Rachel Maddow. Og dette er Bag Man: Den vilde og ufortalte historie om præsidentens arvefølge, rigsretssag, anklage og panik i Det Hvide Hus.

Mandlig stemme: Godaften. Washington blev i dag overrasket over, at vicepræsident Agnew er genstand for en strafferetlig undersøgelse fra de føderale myndigheder i sin hjemstat Maryland.

Mandlig stemme: Jeg læste hans udtryk som: "Jeg har brug for det her lige nu, som jeg har brug for endnu et hul i hovedet."

Mandlig stemme: Det var som opera, du ved, i stor skala. Det var det virkelig.

Spiro "Ted" Agnew: Jeg vil ikke træde tilbage, hvis jeg bliver anklaget. Jeg vil ikke træde tilbage, hvis jeg bliver anklaget.

Mandlig stemme: De forfatningsmæssige problemer, som Agnew-undersøgelsen rejser, er ikke forvirrende. Vi har aldrig haft et problem som dette før.

Kvindestemme: Nyhederne kommer frem, og detaljerne begynder at vælte ind.

Mandlig stemme: Alle de seneste nyheder. Der er nyt om FBI's efterforskning.

Kvindestemme: Hvordan vil du følge med? TuneIn Premium giver dig eksklusivt direkte nyheder uden reklamer, så du kan høre nyhederne døgnet rundt uden afbrydelser.

Mandlig stemme: Et billiondollarmarked, og det er 250 milliarder, og det skal op på en billiard.

Kvindestemme: Prøv TuneIn Premium i syv dage gratis, og gå aldrig glip af begivenhederne, når de sker. Hør det nu, hør det live på TuneIn.

Rachel Maddow: Episode 2: Krybende ind.

Richard Nixon: Som ny justitsminister har jeg i dag udnævnt Elliot Richardson, en mand med uangribelig integritet og strenge principper.

Rachel Maddow: Elliot Richardson var lige blevet USA's nye justitsminister i foråret 1973. Han havde været Nixons forsvarsminister. Før det var han sundhedsminister. Men fra det øjeblik, hvor han blev justitsminister, blev Elliot Richardsons liv opslugt af Watergate-skandalen.

Elliot Richardson: Jeg har besluttet, at jeg, hvis jeg bliver bekræftet, vil udnævne en særlig anklager og give ham al den uafhængighed, autoritet og personalemæssige støtte, der er nødvendig for at udføre den opgave, der er blevet ham betroet.

Rachel Maddow: En af Richardsons nærmeste medarbejdere på det tidspunkt var en ung advokat ved navn JT Smith.

JT Smith: Han vidste, at Nixon var under mistanke. Han vidste ikke, hvad der var på båndene, men Det Hvide Hus virkede ikke ivrige efter, at båndene skulle se dagens lys. Han vidste, at stemningen i Det Hvide Hus hos præsidenten og hans stab var ret dyster.

Rachel Maddow: Men den sommer vidste justitsminister Elliot Richardson også noget andet. Han havde en hemmelighed, som kun en håndfuld mennesker i hele regeringen kendte til. Midt på sommeren, lige midt i Watergate. Elliot Richardson fik besøg af sin statsadvokat i Maryland, George Beall, og Bealls team af tre assisterende statsadvokater. Det, disse anklagere bragte ham den dag, var håndfaste beviser for, at den siddende vicepræsident Spiro Agnew var aktivt involveret i kriminelle aktiviteter. Disse anklagere havde ikke sat sig for at opdage det. Men de havde iværksat en efterforskning af lokal korruption i Maryland, og hvor den efterforskning i sidste ende førte dem hen, var inde på vicepræsidentens kontor.

Spiro "Ted" Agnew: Mine damer og herrer, jeg hedder Ted Agnew, og jeg er guvernørkandidat. Og jeg beder om jeres stemme...

Rachel Maddow: I det omfang Spiro Agnew huskes i historien, er det for en vag fornemmelse af, at han gik ned på grund af skatteunddragelse eller noget lignende. Men det, han faktisk gjorde, var langt værre end det og nærmest vanvittigt.

Rachel Maddow: Da han var Baltimore County Executive, havde Agnew beføjelse til at tildele lokale kontrakter. Anklagemyndigheden opdagede, at han tildelte disse kontrakter næsten udelukkende til lokale forretningsmænd, som betalte ham, som gav ham bestikkelse i kontanter, bogstaveligt talt stakkevis af sedler i kuverter.

Rachel Maddow: Her er Barney Skolnik, en af de føderale anklagere i Baltimore, som hjalp med at opklare sagen.

Barney Skolnik: Planen, den fortjener ikke engang betegnelsen plan. Det var ikke en plan. Det var bare en udbetaling.

Rachel Maddow: Da Agnew forlod jobbet som amtsdirektør og blev guvernør i Maryland, fandt anklagemyndigheden ud af, at han havde taget bestikkelsessystemet med sig. Men så var det selvfølgelig ikke længere kun små lokale kontrakter, han kontrollerede. Som guvernør rykkede han selvfølgelig op til store statskontrakter. Og det krævede, at han opskalerede sin kriminelle indsats. Her er Ron Liebman, en anden af anklagerne på holdet.

Ron Liebman: Da Agnew blev guvernør, blev det forklaret for ham: "Hvis du vil have en bagmand, skal du ikke tage direkte, du skal isolere dig, for så er det bare dig mod en anden person." Og Agnew havde mindst én bagmand, jeg tror to, men han tog også direkte. Han var grådig, absolut grådig.

Rachel Maddow: Som guvernør fik Agnew sin vejdirektør til at begynde at tildele statslige kontrakter til de firmaer, der kunne betale Agnew. Og som anbefalet skaffede han sig også en bagmand, en mangeårig ven ved navn Bud Hammerman. Buds job var personligt at indsamle pengene fra de virksomheder, der lige havde fået kontrakterne.

Ron Liebman: Aftalen var, at entreprenøren skulle betale Hammerman. Han opbevarer pengene og betaler dem direkte til Agnew, fordi han er en af bagmændene.

Rachel Maddow: Det, Agnew satte i værk som guvernør, var en smart, veldrevet afpresningsring. Agnew ville selv beholde 50% af pengene. Hans vejkommissær, som valgte entreprenørerne, og hans bagmand, som lænede sig op ad dem for at få pengene, ville hver beholde 25%. Så halvdelen til de to, halvdelen til guvernøren. Her er Barney Skolnick.

Barney Skolnik: Jeg mener, at tage imod store pengesummer i en række hvide kuverter igen og igen og igen er omtrent så groft, som det kan være, hvis man er en offentlig embedsmand.

Rachel Maddow: Det, anklagerne opdagede det forår, var, at dette ikke bare var en gammel plan, som Agnew havde kørt i Maryland, og som han så stoppede med, da han blev vicepræsident. Det, de opdagede, var, at dette var en plan, som Agnew stadig aktivt udførte som vicepræsident i USA, på selve Det Hvide Hus' område.

Rachel Maddow: Anklagerne fandt frem til en lokal forretningsmand fra Baltimore ved navn Lester Matz. Matz fortalte dem, at han havde taget regelmæssige ture til Det Hvide Hus for hemmeligt at levere kontanter til Agnew, siden Agnew havde været vicepræsident, faktisk stort set lige efter, at Agnew var blevet valgt til vicepræsident. Her forklarer Ron Liebman, hvordan det fungerede,

Ron Liebman: Efter valget var vicepræsidentens midlertidige kontor i kælderen, tror jeg, i Old Executive Office Building. Og Lester Matz gik ind til den kommende vicepræsident med en konvolut fyldt med kontanter i jakkelommen. Og han gik ind til Agnew, som han fortalte os historien, og som jeg husker det. Og en af dem, jeg tror måske Agnew, pegede op i loftet og sagde, at han ikke måtte sige noget, for vi kunne blive overhørt eller optaget på bånd eller noget.

Ron Liebman: Og Lester Matz tog en kuvert frem med $10.000 i kontanter, så vidt jeg husker, en fyldt kuvert, og gav den til Agnew. Agnew tog den, lagde den i den midterste skuffe i sit skrivebord og lukkede sit skrivebord. Og da vi hørte det, var vi bare - kunne ikke tro det. Jeg troede på det, men jeg var bare chokeret, chokeret, og det var vi alle, den slags grov bestikkelse.

Rachel Maddow: Disse unge anklagere havde på Watergate-skandalens højdepunkt opdaget, at USA's vicepræsident løbende begik sine egne forbrydelser i Det Hvide Hus.

Barney Skolnik: Jeg mener, kontanter i hvide kuverter, jeg mener, det er vanvittigt for en vicepræsident.

Ron Liebman: Jeg tror, at vi i det øjeblik indså, at vi havde en tiger ved halen.

Rachel Maddow: Det viste sig, at Agnew også blev bestukket af en ingeniørdirektør fra Maryland ved navn Allen Green. Green tog jævnligt til Executive Office Building lige ved siden af Det Hvide Hus. Han gik ind på Agnews kontor og gav Agnew almindelige kuverter fyldt med $2000 i kontanter.

Rachel Maddow: Allen Green fortalte anklagemyndigheden, at han besøgte Det Hvide Hus tre eller fire gange om året i hele Nixon-regeringens første periode. På hver tur afleverede han Agnew tusindvis af dollars, altid i kuverter og altid kontant. Og anklagemyndigheden opdagede snart, at Agnew i hemmelighed modtog ulovlige kontantleverancer i sin vicepræsidentbolig og i Det Hvide Hus.

Rachel Maddow: Og hvis du undrer dig over, hvad alle disse forretningsmænd betalte for, når de bestak Agnew, så fandt anklagerne hurtigt ud af, at Agnew, hvor han kunne, faktisk styrede føderale kontrakter til de forretningsmænd, der nu strømmede ind på hans kontor og i hans lejlighed med store pengebundter til ham. Så det var ikke bare en ensidig afpresningsoperation, det var en ægte quid-pro-quo, det var regeringen, den føderale regering, der var til salg.

Rachel Maddow: Disse unge fyre fra Baltimore havde ikke sat sig for at finde dette, men det gik hurtigt op for dem, at de havde stensikre beviser for, at vicepræsidenten var i gang med en bestikkelses- og afpresningsplan inde fra Det Hvide Hus.

Ron Liebman: Det var chokerende. Jeg mener, lige pludselig ville denne sag, der måske involverede bestikkelse i Baltimore County, Maryland, eller måske i Annapolis, ikke bare blive mere betydningsfuld. Husk på, at Watergate er i gang. Så USA's præsident er mildest talt under pres. Og her får vi, tre føderale anklagere fra Baltimore, at vide, at den næste fyr i rækken, fyren et hjerteslag væk, han er også under mistanke. Så det var chokerende.

Rachel Maddow: Det var chokerende. Og nu var det på tide, at de gjorde noget ved det. De indså, at de var nødt til at fortælle justitsministeren om det, de havde opdaget. Her er Barney Skolnik, igen, med producer Mike Yarvitz.

Barney Skolnik: Jeg var faktisk slet ikke i tvivl om, at vi havde en sag, der kunne retsforfølges. Spørgsmålet var, hvem den tiltalte var. Hvis den tiltalte var John Smith, var jeg ikke i tvivl. Jeg mener, jeg var en god nok anklager og en erfaren nok anklager til at vide, at når man har, hvad vi havde, så er det en sag.

Mike Yarvitz: Hvis det er John Smith, har du låst det inde.

Barney Skolnik: Du skal bare rejse tiltale.

Mike Yarvitz: I dette tilfælde var det ikke John Smith.

Barney Skolnik: I dette tilfælde siger du til justitsministeren: "Hvad vil du have os til at gøre?"

Rachel Maddow: Det var ikke bare at stille det spørgsmål til en hvilken som helst justitsminister. Det var til Richard Nixons justitsminister, hvilket betød, at en præsidentadministration, der var berømt for at dække over politiske skandaler, fik chancen for at dække over endnu en. Det er det næste.

Chris Hayes: Hej, det er Chris Hayes fra MSNBC. Hvis du kunne lide Bag Man, så husk at høre min ven Rachel Maddow i min podcast, Why is This Happening?, hvor jeg får mulighed for at grave dybt i kræfterne bag de historier, der udspiller sig i nyhederne, for at forstå, hvorfor visse kulturelle og politiske fænomener opstod.

Chris Hayes: Rachel er med for at tale om nyhedsdækning i dette politiske øjeblik uden fortilfælde. Vi taler også om Bag Man og om, hvordan denne utrolige podcast blev til. Så klik dig over og tjek Why is This Happening? og lyt nu, uanset hvor du får dine podcasts.

Rachel Maddow: Richard Nixon havde ikke ligefrem en fantastisk track record, når det gjaldt jobbet som justitsminister. I sommeren 1973 havde Nixon allerede mistet to forskellige justitsministre i forbindelse med Watergate.

John Chancellor: Et vidne ved Senatets Watergate-høringer i dag implicerede direkte den tidligere justitsminister John Mitchell i aflytningen og mørklæggelsen af Watergate-aflytningen og implicerede mørklæggelsen ...

Rachel Maddow: Den sommer i '73, da Watergate var i fuld gang med at koge, stod et lille team af føderale anklagere i Baltimore over for udsigten til at skulle til Washington for at fortælle Richard Nixons nyeste justitsminister, Elliot Richardson, nogle nyheder, som de vidste ville være en absolut katastrofe for Nixons Hvide Hus.

Rachel Maddow: De kom til Washington for at fortælle ham, at vicepræsident Spiro Agnew midt under Watergate var i færd med at gennemføre sin egen kriminelle plan inde fra Det Hvide Hus. Disse anklagere ville bringe nyheden videre til Nixons justitsminister, vel vidende at han kunne gøre, hvad han ville med den. Her er anklager Barney Skolnik.

Barney Skolnik: Jeg var meget bevidst om, ikke bare at det var muligt, men at det under alle omstændigheder var meget sandsynligt, at han ville sige det, måske af de mest hæderlige grunde. Jeg mener, han ville nok ikke sige: "Luk det ned", men han kunne sige ord, der ville svare til "luk det ned".

Rachel Maddow: Disse tre unge anklagere fra Baltimore og deres chef, den amerikanske statsadvokat George Beall, kørte alle til Washington DC for at besøge den nye justitsminister Elliot Richardson, uden at vide, hvad de kunne forvente, og de frygtede det værste. Men de vidste, at de ikke længere kunne holde denne kriminelle hemmelighed om vicepræsidenten for sig selv.

Ron Liebman: Vi kørte alle i én bil op ad Baltimore Washington Parkway den 3. juli 1973 og planlagde, hvordan vi skulle gøre det. George vil introducere os. Så gør vi det her. Og når vi har gjort det, gør vi det. Og når vi gør det, gør vi det her. Så vi kommer derhen. Vi bliver ført op til justitsministerens kontor, og at sige imponerende er undervurderet. Og vi venter, og vi venter.

Tim Baker: Og så kommer Richardson ind, og han er irriteret: "Hvad er det, der er så vigtigt, at jeg skal - du forstyrrer min dag, og du vil ikke engang fortælle min sekretær, hvad det handler om. Hvad er det, der er så vigtigt?" Han sidder der og begynder at tage noter, men så bliver han mere og mere utålmodig, og lige til sidst kommer sekretæren ind og giver ham en seddel. Han rejser sig bare og går, uden forklaring. Han rejser sig bare og går. Og han er væk i flere timer, sikkert 20 minutter.

Ron Liebman: Og så snart han gik, sagde vi selvfølgelig: "George, sig dit, sig dat." Så kom Richardson ind igen, og George begyndte: "Vi startede i Baltimore County. Vi tænker på korruption." Intet af dette har justitsministeren brug for eller lyst til at høre. Og da George kommer lidt tættere på vicepræsidenten, kommer der endnu en besked, Elliot Richardson rejser sig og går, siger ikke undskyld, men kommer tilbage. Richardson er tydeligvis under pres. Og George siger: "Okay, nu skal vi fortælle dig, hvorfor vi er her."

Tim Baker: "Vi har beviser for, at vicepræsident Agnew tog imod bestikkelse som amtsdirektør, guvernør og endda som vicepræsident." Nu har vi Richardsons opmærksomhed. Og mit job, på det tidspunkt, det var mit job nu at fremlægge de beviser, vi havde. Og han er meget interesseret i beviserne. Det, han selvfølgelig vil vide, er, hvor god en sag det her er? Og det er en god sag. Jeg mener, vi har gode ting, og det ved vi. Jeg begyndte bare at banke på: "Den og den vil vidne, og han har dokumenter, og han bakkes op af sin vicepræsident, søm, efter søm, efter søm, efter søm.

Ron Liebman: Jeg læser hans udtryk som: "Jeg har brug for det her lige nu." "Jeg har brug for endnu et hul i hovedet." Det var hans udtryk som "Jesus", du ved, "Jesus, søde Jesus."

Rachel Maddow: Sæt dig i Elliot Richardsons sted et øjeblik. Han var lige blevet justitsminister nogle uger tidligere. Han førte tilsyn med den måske mest følsomme undersøgelse i justitsministeriets historie, en igangværende, alvorlig kriminel undersøgelse af præsidenten.

Rachel Maddow: Og her var disse Baltimore-anklagere, som knap nok var færdige med deres uddannelse, og som han aldrig havde mødt, og som sagde til ham: "Vi ved, at du efterforsker USA's præsident, men vi har brug for, at du også efterforsker vicepræsidenten." Hvis du var justitsminister, ville du så påtage dig den byrde? Her er JT Smith, Elliot Richardsons øverste rådgiver.

JT Smith: Jeg kan huske, at Richardson efter det møde sagde til mig: "Åh gud."

Barney Skolnik: Du talte virkelig om et skib, der er i dårlig stand, og kaptajnen har fået et hjerteanfald. Og nu vil du smide førstestyrmanden over bord. Jeg mener, hvad kommer der til at ske med skibet? Det gjorde det hele meget tungt. Hvad er det rigtige at gøre?

Rachel Maddow: Anklagerne fra Baltimore skyndte sig til DC. De smed bomben på Elliot Richardson under dette møde. Og så ventede de og så, hvordan han ville reagere.

Ron Liebman: Jeg kan huske, at jeg fulgte mr. Richardson, Elliot, meget, meget nøje og tænkte: "Okay. Er det nu, han vil sige: "Godt arbejde, drenge. Virkelig, virkelig godt arbejde. Tak, fordi I kom. Efterlad filerne her. Vi ses senere"? Og det, han gjorde, var, at han begyndte at kravle ind i sagen. Han kravlede bare ind i sagen: "Hvad så med det her? Hvad vil du gøre ved det?" Som om han samarbejdede med os, hvilket han også gjorde. Han kravlede straks ind i sagen sammen med os. Det var ekstraordinært.

Rachel Maddow: På dette møde påtog Elliot Richardson uden at vige tilbage den ufattelige byrde - tænk engang - at føre tilsyn med en aktiv strafferetlig efterforskning af præsidenten og vicepræsidenten på samme tid i to forskellige sager.

Rachel Maddow: Det er ikke til at sige, hvad en anden justitsminister ville have gjort i den situation. Man kunne næsten forstå en justitsminister, der sagde: "Jeg har en efterforskning, der kan bringe præsidenten til fald, jeg kan ikke også udslette vicepræsidenten. Det kan landet ikke overleve."

Rachel Maddow: Men Elliot Richardsons svar til de unge anklagere, der havde opklaret sagen, var: "Bliv ved, bliv ved med at grave." Han fortalte dem, at han nu ville føre direkte tilsyn med deres efterforskning. Den ville blive gennemført i hemmelighed, og kun de personer, der befandt sig i lokalet, ville få kendskab til den.

Rachel Maddow: Der stod på spil, at præsidenten og vicepræsidenten potentielt kunne blive fjernet, hvilket effektivt ville omstøde et helt nationalt valg, som havde været en jordskredssejr til Nixon og Agnew. Men Elliot Richardson, som lige var kommet til jobbet, besluttede, at han måtte påtage sig denne byrde. Det var han nødt til.

Rachel Maddow: Her er, hvordan Barney Skolnik, en af anklagerne, husker mødet med Elliot Richardson selv i dag, 45 år senere. Den første stemme, du hører, er producer Mike Yarvitz.

Mike Yarvitz: Hvilke erindringer har du fra det første møde med Richardson? Hvad føler du, når du går ind til det møde?

Barney Skolnik: Det er noget, jeg kan blive meget følelsesladet over. Jeg tog til det møde, som jeg tror, de fleste mennesker i min situation ville have gjort. Vi kender ham ikke. Jeg mener, jeg har hørt gode ting om ham, men vi kender ham ikke. Og det er med en stor følelse af angst, at vi skal sige til ham: "Her, hvad vil du have os til at gøre?" Og så, billedligt talt, holder vi vejret, indtil han fortæller os, hvad han vil fortælle os.

Barney Skolnik: I løbet af de første par minutter, jeg var sammen med ham, vidste jeg, og jeg tror, vi alle vidste, at vi var i selskab med et meget specielt menneske. For mig er det det vigtigste, det er nøglen til hele denne saga. Hvis Elliot Richardson ikke havde været justitsminister på det tidspunkt, ville Spiro Agnew være blevet præsident i august '74. Det mener jeg, at jeg er sikker på.

Rachel Maddow: Disse anklagere fra Baltimore fik tilfældigvis som justitsminister en figur i amerikansk politisk liv, som var ligeværdig i det øjeblik, hvor - hvordan kunne man forvente det af nogen? Elliot Richardson var republikaner, en dekoreret militærveteran. Han gik i land på D-dag. Han var selv tidligere statsanklager og havde en uangribelig integritet.

Rachel Maddow: Det, der begyndte i det øjeblik, på det møde med Elliot Richardsons beslutning, var en hidtil uset krisemission i justitsministeriet for at afsætte USA's vicepræsident, før det var for sent, før han selv steg op til præsidentposten.

Barney Skolnik: Vi taler om sommeren '73, jeg mener, Watergate-høringerne er i gang. Alle var bevidste om, at Nixon, ud over at være en skurk i hans mindeværdige ord, måske ikke ville holde.

Rachel Maddow: Watergate var ved at nå kogepunktet. Præsidenten kunne falde hvert øjeblik, enten ved at træde tilbage eller blive fjernet fra embedet. Og oven i det var der et drama. Det var nu op til justitsministeren og dette lille team af føderale anklagere at sikre, at en aktiv kriminel ikke var den næste i rækken til at erstatte ham.

Rachel Maddow: De havde den kriminelle plan på deres websteder. De havde beviserne på det tidspunkt, hvor de strømmede ind. De havde en ledelse, der næsten utroligt nok viste sig ikke at være bange for indsatsen og villig til at gennemføre den. Det eneste problem var, at den mand, som de skulle til at tage sig af, ikke ville tage noget af det på sengen.

Spiro "Ted" Agnew: Jeg vil gerne på dette tidspunkt klart og utvetydigt sige, at jeg er uskyldig i de anklager, der er rejst mod mig.

Rachel Maddow: Spiro Agnew forberedte sig på at føre krig mod denne gruppe af anklagere. Og han vidste, at hans virkelige magtbase var den skare af tilhængere, han havde, både i offentligheden og i Kongressen, som elskede, hvor hårdfør han var, som elskede, hvor meget han kastede bomber, og som var villige til vredt at støtte ham stort set gennem alt, uanset hvad Agnew blev anklaget for. De var klar til at gå i krig med ham.

Carl Curtis: Vil du fortælle mig, hvad han har gjort? Det er der ingen, der har. Det er ikke amerikansk retfærdighed. Jeg synes ikke, han skal eller vil træde tilbage.

Rachel Maddow: Den del af historien kommer næste gang.

Rachel Maddow: Bag Man er en produktion på MSNBC og NBC Universal. Denne serie er produceret af Mike Yarvitz. Den er skrevet af mig selv og Mike Yarvitz. Redaktionel og produktionsmæssig støtte fra Jonathan Hirsch og Marissa Schneiderman fra Neon Hum Media. Og du kan finde meget mere om historien på vores hjemmeside, som er msnbc.com/bagman.

Sonix er den bedste lydtransskriptionssoftware i 2018.

Ovenstående lydudskrift af "Rachel Maddow Presents - BagMan - Episode 2: Crawling In" blev transskriberet af den bedste lydtransskriptionstjeneste kaldet Sonix. Hvis du skal konvertere lyd til tekst i 2018, skal du prøve Sonix. Transskription af lydfiler er smertefuldt. Sonix gør det hurtigt, nemt og billigt. Jeg elsker at bruge Sonix til at transskribere mine lydfiler.