Fuld udskrift: In the Dark - S1 E3 The One Who Got Away

I mørket: S1 E3 Den, der slap væk

: Tidligere på In the Dark.

: I udkanten af hans hjemby St. Joseph forsvinder en ung dreng på mystisk vis.

: Han kiggede på mig, og så greb han fat i Jacob og sagde, at jeg skulle løbe så hurtigt jeg kunne i skoven, ellers ville han skyde mig.

: Tid er din største fjende i en undersøgelse. Folk har en kort hukommelse. De husker ikke alting korrekt. Du må ud og tale med folk og finde ud af, hvad fanden der foregår.

: Har politiet nogensinde banket på din dør, siden du boede i nabolaget? Har du nogensinde været nødt til at tale med politiet om det eller?

: Nej. Nej, det har de aldrig gjort.

: Det gjorde de aldrig, okay.

: Ja, jeg kan huske, at jeg gik derfra, fordi de ikke lyttede til noget af det, jeg havde at sige.

: Vi er her i dag på grund af efterforskningsholdets udholdenhed.

: Vi har fået sandheden. Wetterling-familien kan få ham hjem.

: Tidligere i år mødtes jeg med en fyr ved navn Jared Scheierl.

: Godt at se dig.

: Jeg hedder Madeleine.

: Hej.

: Rart at møde dig.

: Jared er 40 år nu. Han bor i et hus i det centrale Minnesota i en lang grusvej med en stor, venlig, sort hund.

: Bjørn, kom. Kom nu. Kom her. Bliv her.

: Her er fredeligt. 80 hektar jord, gamle træer, Crow River løber igennem. Jeg kom her for at tale med Jared, fordi Jared, eller mere specifikt det, der skete med Jared, sandsynligvis var det bedste spor, som politiet havde i sagen om Jacob Wetterling.

: Dette er In the Dark, en undersøgende podcast fra APM Reports. Jeg er Madeleine Baran. I denne podcast ser vi på, hvad der gik galt i efterforskningen af kidnapningen af en 11-årig dreng ved navn Jacob Wetterling i det centrale Minnesota i 1989. I dag vil vi se, hvor tæt de retshåndhævende myndigheder var på at opklare denne sag, så tæt at de endda sad ansigt til ansigt med den mand, der dræbte Jacob. Og så lod de ham gå.

: Jared Scheirel voksede op i en lille by ved navn Cold Spring, kun 16 km sydvest for St. Joseph, hvor Wetterlings boede.

: Cool Spring var et trygt samfund på landet. Alle kendte alle, og alle gik i kirke hver søndag.

: Jared voksede op med at cykle rundt i byen og lege meget udenfor. Folk anså Cold Spring for at være et sikkert sted. Og en aften i 1989, ca. ni måneder før Jacob Wetterling blev kidnappet, gik Jared på skøjte med en flok venner. Han var 12 år på det tidspunkt.

: Og vi ... Efter skøjteløbet besluttede vi at gå videre til Side Cafe for at få en ... Vi fik en chokolademalt.

: Jared var sammen med sin bedste ven, Cory Eskelson. Corey bor stadig i Stearns County. Og tidligere i år tog jeg ud for at mødes med dem i hans hus for at tale om den aften.

: Efter at have drukket malt, kørte nogle børn væk i biler ude foran. Jared og jeg, der er en lille gyde ude bagved. Og vi gik gennem gyden. Og det eneste, jeg altid vil huske, var, at Jared bad mig følge ham hjem, og jeg sagde nej.

: Klokken var nok 9:00-9:30, da jeg begyndte at gå hjem. Og mens jeg gik, kom en bil hen til mig.

: Det var en blå bil. Chaufføren stoppede og spurgte Jared om vej.

: Så jeg begyndte at give fyren anvisninger, og samtidig var jeg på fortovet og gik hen mod bilen, hvor manden var steget ud af bilen. Da jeg var inden for rækkevidde, tog han fat i mig ved skuldrene og sagde: "Ind i bilen, for helvede. Jeg har en pistol, og jeg er ikke bange for at bruge den."

: Manden bad Jared om at lægge sig ned på bagsædet og trække sin strømpehætte over øjnene. Han begyndte at køre. Der var en walkie talkie-lignende scanner i bilen. Jared syntes, at han hørte den lokale politistation komme over den. På et tidspunkt slukkede manden for den. Han kørte i 10 eller 15 minutter. Jared forsøgte at holde styr på, hvor de kørte hen ved at tælle venstre og højre sving, og han var opmærksom på, hvornår bilen krydsede togskinner. Og så drejede manden ind på en grusvej og stoppede. Det var mørkt, men Jared mente, at han kunne se lysene fra en nærliggende by i det fjerne.

: Han overfaldt mig. Men vi vil ikke gå ind på disse detaljer. Vi fokuserer på de nødvendige detaljer.

: Denne sætning "nødvendige detaljer" er en sætning, som Jared bruger meget, når han kommer til den del af sin historie, der handler om, hvad manden gjorde ved ham.

: Det er sådan, jeg kan adskille mig fra det. Jeg vil bare fokusere på de nødvendige detaljer.

: Her er, hvad der ifølge de retshåndhævende myndigheder skete. Manden overfaldt Jared seksuelt inde i bilen. Han beholdt Jareds jeans og undertøj, men gav ham sin snedragt tilbage. Derefter kørte manden Jared tilbage til Cold Spring og satte ham af to miles fra Jareds hus. Han sagde til Jared, at han skulle løbe og ikke se sig tilbage, ellers ville han skyde ham. Han sagde også noget andet til Jared, noget, som ville blive hængende i Jared i lang tid.

: Han havde sagt: "Det er i orden at tale om det, men hvis de kommer i nærheden af at finde ud af, hvem jeg er, finder jeg dig og dræber dig."

: Jareds familie undrede sig over, hvor han var.

: Hvor fanden ville han være? Det tager ikke en time at komme fra restauranten til huset.

: Det er Jareds tvillingebror Jed.

: Han kom ind ad døren og var hysterisk. Det var vanvittigt.

: Hvad var det, han sagde? Hvad sagde han...

: Det vil jeg ikke kommentere.

: Forældrene ringede til politiet, og Jared tog af sted med sin far for at tage ned på stationen.

: Min far gav min storebror et haglgevær og sagde: "Hvis nogen kommer hen til den terrassedør eller gennem hoveddøren, så trykker du på aftrækkeren." Og det er ... Jeg mener, han har det ansvar over for sin søn. Og det er sådan, det ændrer familien. I begyndelsen er der ingen vold i livet, og man tror, at livet er lykkeligt og fredeligt, og at livet er dejligt. Og så sker der ting og sager. Livet ændrer sig. Pludselig indser man: "Ved du hvad, der er ondskab i verden."

: Jared kom ikke i skole næste dag, og hans bedste ven Cory vidste ikke hvorfor.

: Jeg havde ingen anelse. FBI-agenter kom til mit klasseværelse. Jeg havde ingen anelse om, hvem de var, eller hvad de lavede. Jeg vidste ikke, at de var fra FBI. De spurgte efter mig. Jeg gik ud på gangen, og de spurgte efter min hat. Og jeg sagde: "Ja, selvfølgelig. Har du brug for min hat? Okay." Jeg troede, at de måske ville lave nogle hatte eller noget. Nå, men det endte med, at den hat, jeg havde, var en Cold Spring-hockeyhat. Og Jared sagde, at den lignede eller lignede den hat, som bortføreren havde på.

: Cory var den sidste person, der så Jared, før han blev overfaldet. Han var også ude i mørket den aften. Så vores producer, Samara, undrede sig over noget.

: Jeg ved, at du sagde, at FBI kom og tog din hat, efter at Jared blev bortført. Afhørte de dig nogensinde på nogen måde?

: Ingen andre end jer har nogensinde stillet mig et eneste spørgsmål om dette. Jeg er aldrig blevet afhørt af politiet. Jeg er aldrig blevet talt med nogen politimyndigheder nogensinde, ikke en eneste person.

: Efterforskere fra Stearns County Sheriff's Office forsøgte at finde den mand, der havde overfaldet Jared. Ifølge politiets oplysninger beskrev Jared manden som lille, måske mellem 1,75 og 1,75 meter høj og omkring 170 pund. Han var iført sorte militærstøvler og camouflage træningstøj og et ur i militærstil. Hans stemme var dyb og raspet. Han kørte i en mørkeblå bil. Betjentene fik Jared til at forsøge at spore sig ind på den rute, som manden kørte den pågældende aften.

: Det var billedet, men for at kunne gøre det, måtte jeg ligge på bagsædet af patruljevognen med øjnene tildækket og bare gå ud fra min hukommelse. Hvor skal vi hen nu? Hvor skal vi hen nu?

: De sporede den til et sted ved en hovedvej, Highway 23, et sted mellem Cold Spring og en lille by ved navn Paynesville.

: Tre dage efter, at Jared blev overfaldet, kom en vicesherif fra Stearns County Sheriff's Office med navnet på en mulig mistænkt, en mand fra Paynesville ved navn Danny Heinrich. Heinrich var på det tidspunkt 25 år gammel. Han var lille, ca. 1,75 m, kraftig og kraftig, og han kørte i en blå bil. Han droppede ud af high school i 10. klasse og havde en række lavtlønnede jobs. Han var medlem af nationalgarden. Han boede sammen med sin mor. Og han har haft adskillige sammenstød med loven, ofte mindre og lidt ubetydelige forbrydelser.

: Engang brød Heinrich ind i en forsendelsesbutik for at finde penge til at betale nogle spillegæld. Da en betjent kom derhen, fandt han Heinrich gemt sig bag nogle kasser. Heinrich blev anholdt, og han endte med at tilstå et andet indbrud i byen samme nat. Heinrich sagde til betjenten: "Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør disse ting." Heinrich havde også et par spirituskørsler. Ved et stop bemærkede en betjent, at Heinrich havde en politiscanner i sin bil, som han brugte til at aflytte radiotransmissioner fra Stearns County Sheriff's Office. Betjenten konfiskerede den.

: Så da Jared beskrev en lille, kraftig mand i camouflagetøj, der kørte i en lille mørkeblå bil med en scanner indeni, for betjentene, lød det meget som Danny Heinrich. De sammensatte en foto lineup af Heinrich og fem andre mænd. Jared endte med at udvælge to personer, som han mente lignede hans bortfører en smule. Den ene af dem var Heinrich.

: Så den næste dag fandt to kriminalbetjente fra sheriffens kontor Heinrichs bil parkeret uden for et plastfirma, hvor han arbejdede. Jared havde beskrevet bilen som havende en bagagebærer og et blåt interiør, men da betjentene gik over for at se efter, bemærkede de, at Heinrichs bil ikke havde nogen bagagebærer, og at den indvendigt var grålig. De sigtede ikke Heinrich. De sigtede ikke nogen. Sagen forblev uopklaret.

: Jared vidste det ikke på det tidspunkt, men han var ikke den eneste, der var blevet angrebet af en fremmed mand i Stearns County. I årene op til hans bortførelse, fra 1986 til 1988, blev drenge i byen lidt længere nede ad vejen, Paynesville, byen hvor Danny Heinrich boede, grebet af en fremmed mand i mørket.

: Min veninde og jeg cyklede fra centrum til vores huse, og vi boede ikke så langt fra hinanden.

: Jeg talte med en af de fyre, der anmeldte overfaldsmanden til politiet som barn. Hans navn er Kris Bertelsen. Han var 12 eller 13 år på det tidspunkt.

: Og da vi cyklede mod vores huse, kom vi rundt om et hjørne ved folks hus, hvor de havde en rigtig tyk, mørk række af, jeg tror, det var grantræer. Vi kom rundt om hjørnet, og pludselig kom angriberen ud af ingenting bag træerne og kom løbende ud og smed min ven af sin cykel.

: Kris kunne ikke få et godt kig på manden.

: Han havde en hat på, og han var helt mørk, kamp, du ved, en slags udmattelseslignende tøj, ligesom rigtig mørkt tøj på, som om det var en mission.

: Jeg har læst nogle af politirapporterne fra disse angreb. Mange af dem blev ødelagt for mange år siden. Men ud fra de rapporter, der er tilbage, og de interviews, jeg har foretaget, er det klart, at disse angreb alle var ret ens. En lille og kraftig mand sprang ud af mørket og forsøgte at gribe fat i en dreng og gramse på ham. Nogle gange havde manden en maske på. Nogle af drengene kørte på cykel. Andre gik bare.

: En af drengene var avisbud på sin rute. De fleste af overfaldene skete om natten. En dreng sagde, at mandens stemme var lav og statisk. En anden sagde, at det var en dyb hvisken. Flere af drengene sagde, at manden spurgte dem om deres alder eller hvilken klasse de gik i. Nogle gange gav manden en advarsel: "Rør dig ikke, eller jeg skyder."

: Vi var alle bange for: "Hvem er den næste?" Jeg mener, det var ret systematisk. Det var en gruppe af os, der hang ud sammen og hang ud i byen. Det er skræmmende at blive mærket på den måde. Så vi havde næsten en slags følelse af, at vi skulle passe på hinanden. Du ved, vi skulle passe på hinanden. Vi var meget bekymrede.

: Politiet i Paynesville gjorde sit bedste for at opklare disse overgreb. Der var forsideartikler om dem i den lokale avis. En sergent fortalte avisen: "Efter at denne fyr har taget fat i drengene, siger han til ham: 'Vend dig ikke om, eller jeg skyder hovedet af dig'." Folk var så bekymrede, at politiet endda overvejede at indføre et udgangsforbud. I stedet besluttede de at blive ved med at advare forældre og børn: "Hvis en fremmed mand nærmer sig dig, så skrig og løb væk så hurtigt du kan."

: Jeg glemmer aldrig, at et af de andre ofre fortalte mig: "Forbryderen fik mig." Og han beskrev, hvad der skete. Og det var bare, du ved, hjerteskærende. Det vil jeg aldrig glemme. Men vi havde alle sammen knive. Når det først var sket mere end én gang, ville jeg formode, at næsten alle børn havde en kniv. Jeg mener, det var sådan vi levede i det halvandet, to år. Jeg mener, det var skræmmende.

: Angrebene i Paynesville blev aldrig opklaret.

: Jared Scheierls familie har aldrig set artiklerne i Paynesville-avisen. De har aldrig hørt om de andre drenge. Jared troede, at han var den eneste. Han begyndte at drømme om at blive jagtet af en stor, sort hund, og han vågnede op i panik og svedende.

: Jeg tror, jeg sov på mine forældres gulv i soveværelset det første år. Du ved, det niveau af frygt, som du går igennem med de følelser eller den angst, som du lærte at overvinde.

: Der gik ni måneder, og i oktober 1989 hørte Jared, at en anden dreng var blevet kidnappet af en fremmed mand. Drengen hed Jacob Wetterling og boede kun 16 km derfra. Jacob blev også kidnappet i vejkanten, mens han var på vej hjem efter mørkets frembrud. Han var sammen med en bror og en ven, da det skete. Manden sagde til de andre drenge, at de skulle løbe væk og ikke se sig tilbage, ellers ville han skyde.

: Der var detaljer, som jeg genkendte med det samme, der viste, at det var den samme opførsel. Nogle af ordene eller nogle af sætningerne var ens. Beskrivelsen af stemmen var ens. Der er en række detaljer, der var ret ens i min sag.

: Jacobs kidnapning virkede næsten som en gentagelse af Jareds kidnapning. Og den aften, Jacob blev kidnappet, var navnet Danny Heinrich allerede registreret i Stearns County-sheriffens sagsmappe. Og ikke bare i journalerne, en af de betjente, der var på stedet den aften, en kriminalbetjent ved navn Doug Pearce, havde efterforsket Jareds sag blot ni måneder tidligere.

: Kriminalassistent Pearce havde talt med Jared, vist Jared konfrontationen med Heinrich og endda været ude at se på Heinrichs bil. Da Jacob Wetterling blev bortført, var kriminalassistent Pearce en af de betjente, der tog imod udtalelserne fra de to andre børn, der er sammen med Jacob den aften, de udtalelser, der beskriver bortføreren, og hvordan det skete. Vi forsøgte at tale med Doug Pearce, men det lykkedes ikke at få fat i ham.

: Her er grunden til, at jeg mener, at de oplysninger, der blev givet den aften, var så vigtige. Det er ikke bare fordi Jacobs bortførelse lignede en anden forbrydelse, men fordi denne form for forbrydelse, at et barn bliver bortført af en fremmed, er blandt de mest sjældne forbrydelser. Og her i dette ene amt i det centrale Minnesota er det sket to gange på et år. Men ifølge det, vi ved fra de dokumenter, der er blevet offentliggjort, og de bedste erindringer fra de politimyndigheder, som jeg har talt med, var der ingen, der ledte efter Danny Heinrich i de første kritiske timer, efter at Jacob var blevet kidnappet.

: Efter den første nat begyndte efterforskerne, efterhånden som efterforskningen blev intensiveret, at se nærmere på den tidligere kidnapning af Jared. De talte med Jared igen og igen. De tog hen til hans skole og trak ham ud af klassen.

: Børnene i klassen lagde mærke til, at jeg kom ind og ud af klassen. Og selv om vi beskyttede min identitet, gik rygtet rundt i Cold Spring, at jeg var den dreng.

: Jared sagde, at efterforskerne fortalte ham, at han var deres bedste chance for at finde Jacob, fordi den mand, der tog Jacob, var den samme mand, der tog ham. Så de blev ved med at presse Jared til at huske mere.

: Hvem ligner han, hvis du skulle sammenligne ham med en anden? Og hvem ligner han så? Hvem ligner han?

: En gang fortalte Jared efterforskerne, at den mand, der overfaldt ham, lignede hans lærer fra sjette klasse. Han troede ikke, at det var hans lærer fra sjette klasse. Han prøvede bare at finde en beskrivelse. Jared var kun 13 år. Og Jareds bedste ven, Cory, sagde, at det hele blev ret forvirrende.

: Læreren flyttede sin familie fra Cold Spring og flyttede ud af området på grund af alt det pres, han blev udsat for. Og det var ikke denne fyr. Jared beskrev bare, at han lignede denne fyr, og de aflyttede ham så meget, at han var væk.

: Jared sagde, at alt dette blev så overvældende og stressende.

: Så meget, at jeg brød sammen. Der var et særligt interview, der var et hårdt et. De tog mig med ind i et rum, og mine forældre måtte ikke komme ind i rummet. Og jeg blev trænet med alle de nødvendige detaljer, og så blev jeg spurgt om, hvor sikker jeg var på disse detaljer. Og det førte til: "Ved du, hvem denne person er?" Og, du ved, hvor meget jeg end ønskede at give svaret, så vidste jeg ikke svaret. Og efter at jeg igen og igen ikke vidste navnet, brød jeg til sidst sammen i gråd og kom ud af det rum, og mine forældre havde set mig og sagt: "Vi er færdige."

: Efter dette interview endte Jareds familie med at flytte ud af byen. De ønskede at komme væk fra al den stress og de mange spørgsmål om Jareds overgreb. Så de flyttede til et sted, som de mente var mere fredeligt og roligt, en by kaldet Paynesville, hvor Danny Heinrich boede.

: Jared kunne altså ikke huske alle detaljer om manden, men det, han kunne huske, viste sig at have stor betydning, fordi disse detaljer lignede meget den beskrivelse, som Jacob Wetterlings bror og ven gav af manden, der tog Jacob. De retshåndhævende myndigheder blev så sikre på, at sagerne var forbundet, at de besluttede at offentliggøre det.

: Nye beviser i aften får FBI til at tro, at Jacob Wetterlings kidnapper måske har slået til før.

: Agenterne siger, at der er mange ligheder mellem bortførelsen af Jacob og kidnapningen og det seksuelle overgreb på en dreng fra Cold Spring i januar.

: I december 1989 afholdt myndighederne en pressekonference. Den øverste FBI-agent på sagen, Jeff Jamar, sagde uden tøven, at bortførelsen af Jacob Wetterling og bortførelsen af en dreng fra Cold Spring - Jamar brugte ikke Jareds navn - var forbundet. Det var den samme mand.

: Vi vidste det fra starten. Spørgsmålet var, hvor præcise fakta er. Hvor godt eller hvor godt var vidnet? Hvor meget ved vi om, hvad der skete den aften? Det tager så lang tid at få det nedfældet.

: Og det er her, at sagen mod Danny Heinrich for kidnapningen af Jacob Wetterling begynder at tage fart. Omkring halvanden måned efter Jacobs bortførelse, to dage efter pressekonferencen, tager efterforskerne hen for at tale med Heinrich. De spurgte ham: "Hvor var du natten til den 22. oktober 1989, den nat, hvor Jacob blev kidnappet?" "Det kan jeg ikke huske," siger Heinrich. Så intet alibi.

: Heinrich indvilliger i at give myndighederne en prøve af sit hår. Han indvilliger i at udlevere sine sko. Han indvilliger i at lade betjentene tage dækkene af hans bil. De retshåndhævende myndigheder sammenligner skoene og dækkene med de fingeraftryk og spor, der er fundet i nærheden af bortførelsesstedet. De får resultaterne tilbage. Og for at bruge retsmedicineres sprogbrug kan man sige, at skoaftrykket lignede hinanden, og at dæksporene var ensartede. Med andre ord, det er ikke en slam dunk, men lovende.

: Efterforskerne går endda tilbage til Jared og får ham til at sidde i Heinrichs gamle bil. Jared siger: "Det ser ud til at være den rigtige." Han fortæller dem, at han ikke ville ændre noget som helst. En af de ledende FBI-agenter på sagen dengang, Al Garber, fortalte mig, at myndighederne holdt øje med Heinrich 24/7 i ugevis.

: Vi trak alle stop ud og vendte dem på hovedet.

: Myndighederne får en ransagningskendelse til Heinrichs fars hus. Heinrich var flyttet dertil kort efter, at Jacob var blevet kidnappet. Inde i huset finder de sorte støvler, camouflagebukser, to radioscannere og flere aflåste kufferter. I en af kufferterne er der et foto af en dreng i undertøj og et andet foto af en dreng, der kommer ud af et brusebad med et håndklæde viklet om sig.

: Jeg kan ikke fortælle dig mere om, hvordan disse billeder så ud, fordi politiet ikke har dem. Under ransagningen gjorde Heinrich indsigelse mod, at betjentene beslaglagde billederne. Ifølge dokumenter, der blev indgivet sidste år, fortalte han dem, at billederne "bare ikke så rigtige ud". Så de retshåndhævende myndigheder lod ham beholde billederne, og Heinrich brændte dem senere.

: Undersøgelsen fortsatte. Heinrich blev stillet op til konfrontation. Betjentene hentede Jared ind. Og selv om Jared ikke kunne udpege nogen med sikkerhed, sagde han, at to af mændene ligner den mand, der overfaldt ham. En af disse mænd var Heinrich.

: Derefter forbandt FBI en fiber, der blev fundet på Jareds snedragt, med en fiberprøve fra sædet i Heinrichs gamle bil. Den 9. februar 1990, ca. tre og en halv måned efter at Jacob var blevet kidnappet, besluttede de retshåndhævende myndigheder, at det var på tide at bringe Heinrich ind for at se, om de kunne tvinge en tilståelse ud af ham for bortførelserne af både Jared Scheierl og Jacob Wetterling. De sendte en FBI-agent ved navn Steve Gilkerson ind.

: Vi mente, at han var nøglen til sagen på det tidspunkt.

: At han gjorde det?

: Jep.

: Så Gilkerson og de andre betjente gik i gang med at forberede afhøringen.

: Tre personer fra FBI's adfærdsvidenskabelige enhed i Quantico kom ud for at hjælpe os med at forberede os til interviewet. Så vigtigt var det altså.

: Gilkerson ville ikke sige meget om, hvad FBI-profilerne anbefalede.

: Jeg vil ikke gå for meget i detaljer, fordi kriminelle måske lytter til det, du laver her, men du skal forberede rumindstillingerne på en bestemt måde.

: FBI-agent Al Garber var også involveret i at få tingene på plads.

: Profilerne fortalte os, hvor vi skulle placere visse møbler, hvor han skulle sidde, og hvor han skulle se efterforskerne.

: De brugte et lille interviewrum. De satte et amerikansk flag ind, en gulvlampe og nogle stole. De hentede en mappe og fyldte den med papirer og skrev Danny Heinrichs navn på den og placerede den iøjnefaldende på et skrivebord.

: Vi forstod ikke, hvad de gjorde, men vi tænkte, at vi ville prøve det. Hvorfor ikke?

: Målet var at intimidere Heinrich, så det virkede som om, at de allerede havde et væld af beviser mod ham, at de allerede vidste, at han havde gjort det, så han skulle bare tilstå. Så de indkaldte Danny Heinrich. Al Garbers første indtryk af ham var ikke meget.

: En almindelig hverdagsmand. Det ved jeg ikke. Der var ikke noget, der skilte sig ud for mig ved ham.

: Virkede han klogere?

: Nej, ikke specielt. Men heller ikke særlig uvidende. Du ved, bare en almindelig person, troede jeg.

: Gilkerson, den anden FBI-agent, husker, at interviewet varede næsten to timer.

: Vi anklagede ham og fortalte ham, at vi havde beviser for, at han havde gjort det. Vi forsøgte på flere forskellige måder at få ham til at tale med os om det. Han blev ikke vred, eller trodsig eller noget lignende. Han nægtede bare standhaftigt. Han blev bare ved med at benægte og ved med at benægte det.

: Han sagde: "Jeg har ikke gjort det." Og så var det slut.

: Heinrich blev tilbageholdt natten over i fængslet. Men næste dag besluttede amtsadvokaten, at de ikke havde beviser nok til at sigte Heinrich for noget som helst. Så de lod ham gå. Og Al Garber fortalte mig, at der ikke var meget mere at gøre med Heinrich efter det.

: Det foregår således, at man undersøger så meget som muligt. Du gør alt, hvad du kan komme i tanke om. Enten får du beviser, du finder ud af, at personen ikke har gjort det, eller også har du ikke mere at gøre. Så man er nødt til at forlade den mistænkte. Du kan ikke blive hos den mistænkte uden at have noget at gøre, uden at have mere at gøre for evigt. Nogle gange kan man bare ikke få det.

: Jeg blev ved med at vende tilbage til dette øjeblik, det øjeblik, hvor de lod Heinrich gå. Og jeg tænkte på, hvad de ellers kunne have gjort? Så jeg spurgte mange af de efterforskere, der arbejdede på sagen dengang, om dette. De fortalte mig alle det samme. De havde brug for noget, der kunne holde Heinrich tilbage, en anden anklage, noget, de kunne arbejde med for at indgå en aftale. Og som alle talte med mig om det, var der bare ikke noget. Alt, hvad de havde, var to sager: Jacob og Jared. Ingen nævnte Paynesville-sagerne. Det virkede mærkeligt. Så jeg spurgte Steve Gilkerson om det. Han er den FBI-agent, der afhørte Heinrich.

: Har du nogensinde hørt om overgrebene på drengene i Paynesville dengang?

: Nej, nej.

: Hvis du havde vidst det, hvad tror du så, der ville have været anderledes?

: Jeg ville helt sikkert have interviewet de børn og forsøgt at finde flere beviser.

: Jeg spekulerer på, om det bare er gået tabt på en eller anden måde, du ved, med alle de spor, der kommer ind, og al den aktivitet.

: Jeg ved det ikke. Jeg ved, at vi nåede et punkt efter undersøgelsen, hvor vi ikke havde noget. På det tidspunkt lod vi Heinrich gå.

: Den øverste FBI-agent på sagen dengang, Special Agent in Charge Jeff Jamar, sagde, at han ikke kunne huske noget om Paynesville, men at det ville have været en stor hjælp.

: Jeg har sagt det flere gange under vores pressekonferencer, at hvis I er ofre, eller hvis I er en politiafdeling eller noget andet, hvis I har en sag, der ligner denne, så fortæl os om dem.

: Så jeg fortalte Jeff Jamar om Paynesville-sagerne, og han sagde, at den slags oplysninger var præcis, hvad de ledte efter.

: Det er en af de hændelser, hvor vi kunne have noget at holde ham for øje. Måske flere undersøgelser, hvor han boede, og flere ofre, hvis vi kunne have fundet dem og stablet sagerne om misbrug fra hans side på den tid. For mig er det bare noget, igen, hvor vi har fejlet. Det generer mig stadig.

: Men de retshåndhævende myndigheder havde hørt om overgrebene i Paynesville. Det ved vi med sikkerhed, for i den begrænsede mængde dokumenter, der er tilgængelige for offentligheden i Wetterling-sagen, nævnes det, at politichefen i Paynesville fortalte efterforskerne om overgrebene i begyndelsen af januar 1990. Politichefen fortalte dem endda navnet på den mand, han mente, at han burde betragtes som mistænkt for disse overgreb, Danny Heinrich. Kris, en af de unge fra Paynesville, lavede straks forbindelsen mellem sagerne i sit eget hoved.

: Det vil jeg aldrig glemme. Germain og St. Cloud, og en pige løb hen til mig og gav mig et stykke papir, som en flyer, med hans billede på. Og hun sagde: "Denne lille dreng blev bortført i St. Jo, blev taget i St. Jo." Jeg kan huske, at jeg fik et flashback. Da hun sagde det til mig, tænkte jeg straks, at det var en udløser for mig. Og jeg kan huske, at jeg tænkte: "Er det den samme fyr?" Jeg mener, jeg tænkte: "Kan det være det? Er det muligt, du ved, at ... Hvordan kan det ske?"

: Og har nogen fra de retshåndhævende myndigheder i Wetterling-sagen nogensinde kontaktet dig?

: Nej.

: Kris fortalte mig, at han og hans far selv gik til politiet og afgav en erklæring til Wetterling-efterforskerne om overgrebene i Paynesville. Han kan ikke huske navnene på efterforskerne. Han var kun en teenager på det tidspunkt.

: Jeg havde forventninger om, at det var hot som: "Det her i Paynesville kan I ikke ignorere, gutter." Jeg mener, jeg gik ind med den mentalitet, fordi jeg tænkte: "Hør, det ligner meget hinanden. Jacob var på en cykel. Vi var på cykler." Jeg mener, der er bare mange ting.

: Kris sagde, at efterforskerne ikke virkede særligt interesserede. De bad ham ikke om at foretage en konfrontation eller se på nogen fotos. Faktisk ringede de aldrig til ham igen.

: Jeg tror, at vi alle sammen opgav at få dem til at kigge.

: I februar 1990 havde de retshåndhævende myndigheder slået op med Danny Heinrich. Der var masser af grunde til at tro, at han havde gjort det, men der var ingen håndfaste beviser. Men der var noget andet, de kunne have gjort. Samtidig var der i hele Stearns County en massiv eftersøgning i gang efter Jacob. Det var en af de største eftersøgninger efter en forsvundet person i USA's historie. Stearns County sherifkontoret havde ansvaret, men denne eftersøgning involverede hundredvis af betjente fra mange forskellige myndigheder og tusindvis af frivillige. Steve Gilkerson, FBI-agenten fra dengang, fortalte mig, at eftersøgningen gik langt ud over den by, hvor Jacob blev kidnappet.

: Vi har gjort alt. Nå, men statuer. Vi havde eftersøgninger, eftersøgninger på jorden over det hele derude. Og sheriffens kontor havde rytterpatruljer derude. De havde nationalgarden derude til at søge.

: Gilkerson fortalte mig, at de endda gennemsøgte området omkring byen Cold Spring, hvor Jared Scheierl boede.

: Hvor han blev kidnappet, fordi vi på det tidspunkt troede, at der var en mulighed for, at Jacob måske var i det område.

: Men Gilkerson fortalte mig, at de ikke ledte efter Jacob i den lille by Paynesville, en by på kun 2.300 indbyggere, kun omkring to kvadratkilometer, byen, hvor alle drengene var blevet angrebet, byen, hvor Heinrich boede.

: Vi gennemsøgte ikke noget af det område på det tidspunkt.

: Omkring et år efter Jacobs forsvinden gik Danny Heinrich en sen aften omkring midnat en tur til et sted kun en tredjedel af en mil uden for Paynesville centrum, hvor han havde begravet Jacob Wetterlings lig.

: Vi ved ikke, hvad der fik Heinrich til at tage tilbage dertil, eller hvad han havde tænkt sig at gøre. Alt vi ved er, hvad Heinrich sagde i sidste uge i sin tilståelse. Han havde en lommelygte med, en affaldspose og en sammenklappelig skovl. Han lyste med lommelygten over graven, og han så noget, Jacobs røde jakke. Da han gik tættere på, så han noget andet, knogler, der bare lå på jorden, som om stedet var blevet afdækket.

: Så Heinrich samlede knoglerne, jakken og alt det andet, han kunne finde, sammen og lagde det i affaldssækken. Derefter gik han over på den anden side af gaden og brugte den sammenklappelige skovl til at grave et ca. 2 fod dybt hul. Heinrich lagde knoglerne i hullet og derefter jakken. Så dækkede han hullet til og gik. Resterne blev ikke fundet før om 26 år.

: Heinrich blev i Paynesville i lang tid, og han holdt ikke op med at interessere sig for drengene der. Jeg fandt en rapport fra en sherif fra 1991, hvor en betjent fra Paynesville havde set en brun Buick køre rundt i byen og følge avisbuddene på deres morgenruter. Betjenten havde bedt en sherif fra Stearns County om at undersøge det. Vicesheriffen fulgte efter bilen og opdagede, at føreren var Heinrich. Men vicesheriffen besluttede, at sherifkontoret ikke kunne foretage sig yderligere. Han skrev en rapport, og det var det hele.

: Jared Scheierl voksede op. Han var stjerne på sit brydningshold i gymnasiet. Han spillede fodbold. Og efter gymnasiet flyttede han til Alaska. Han fik et job som boremester for et guldgraverfirma. Han kom hjem til Paynesville, blev gift, opfostrede børn, blev skilt og endte med at købe sit barndomshjem af sin far, inden han døde. Men i al den tid forblev Jared temmelig stille med hensyn til, hvad der var sket med ham som barn. Han huskede mandens ord: "Hvis de nogensinde kommer i nærheden af at finde mig, slår jeg dig ihjel."

: Og så en dag for omkring tre år siden fik Jared en Facebook-besked fra en blogger ved navn Joy Baker. Hun var faldet over nogle gamle avisartikler om overgrebene i Paynesville. Hun ville gerne vide, om Jared kendte til dem.

: Du kan forestille dig mine øjne, da jeg så det og tænkte, at jeg bor her.

: Jared havde aldrig hørt om overgrebene før. Og i det øjeblik gik det op for Jared, at manden, der overfaldt alle disse børn i Paynesville, måske var den samme mand, som overfaldt ham selv, og måske endda den samme mand, som kidnappede Jacob Wetterling. Han tænkte: "Måske kunne jeg finde alle de fyre, der blev overfaldet, og spørge dem, hvad de husker, og prøve at stykke det sammen for at finde ud af, hvem denne mand er."

: Jeg sagde til mig selv: "Jeg vil give mig 110 procent. Nu gælder det. Du ved, hvor meget jeg end har gjort, så er det nu. Og hvis svaret er derude, og det vedrører noget af det her, så vil jeg finde det."

: Jared tænkte over, hvordan han skulle komme i gang. Og så kom han i tanke om noget, som en ældre dreng havde fortalt ham, da han først flyttede til byen efter at være blevet overfaldet. Drengen havde sagt: "Hold øje med Chester the Molester." Dengang troede Jared, at det var en joke. Men 20 år senere, da han læste disse historier, tænkte Jared over den kommentar.

: Så han kontaktede drengen - nu en mand - igen og spurgte ham, hvad han havde ment. Manden fortalte ham, at han ikke lavede sjov. Der havde været en uhyggelig fyr, der var sprunget ud af buskene i sine forældres have og havde angrebet et barn. Jared spurgte manden om navne på børn, der var blevet angrebet.

: I løbet af den første uge talte jeg med et af ofrene. Jeg henvendte mig til et af dem og fik bare detaljer om hans overfald.

: Hvordan indleder man den samtale?

: Du starter med din egen historie.

: Okay.

: Jeg gik hen til ham og sagde: "Jeg vil bare gerne stille dig et par spørgsmål. Jeg vil fortælle dig noget om mig selv, og hvis du er tryg nok, vil du måske dele noget med mig."

: Jared blev ved med at tale med mænd i byen. Den ene person førte til den anden.

: Og de vidste, hvem jeg var. De var trygge ved at tale med mig. Og det førte til en dominoeffekt.

: En af de fyre, som Jared fandt, var Kris.

: Og så ringede han. Jeg ved ikke engang, hvordan han fik mit nummer. Han spurgte om mit navn. Han spurgte mig om mit navn. Han sagde: "Er det Kris? Er det dig, der var involveret i Paynesville?" Og det føles bare som et spøgelse. Jeg mener, "Hvad? Ja, det var jeg."

: Jared, Kris og alle de andre fyre begyndte at udveksle historier om, hvad de huskede om manden, der overfaldt dem, og mange af historierne lød ret ens med det, der skete for Jared og Jacob, som om det virkelig var den samme fyr. For Jared var det på en måde betryggende at dele den samme oplevelse med så mange andre mænd. I så lang tid troede han, at han var den eneste, der var undsluppet. Jared og alle disse mænd dannede en slags broderskab. De var på en mission for at finde ud af, hvad der var sket med dem. Og ved at gøre det, at forsøge at finde ud af, hvad der var sket med Jacob Wetterling.

: Jared gav os en stemme. Og, du ved, vi har været igennem det her en gang. Og som du kan forestille dig, er det op og ned. Du ved, du håber, at de fanger ham og den slags ting, og så fanger de ham ikke, de fanger ham ikke, de fanger ham ikke, de fanger ham ikke. Årene går efter Jacob, du ved, det er som om det er en del af os, ikke?

: Jared og flere andre mænd kontaktede igen efterforskerne i Wetterling-sagen. De ville have de retshåndhævende myndigheder til at se, hvad de så, nemlig at disse sager i dette ene amt inden for en periode på få år næsten helt sikkert blev begået af den samme mand. Jared sagde, at han håbede at finde svar til Jacobs forældre.

: Og det var jeg. Jeg følte, at jeg var Jakobs stærkeste håb.

: For to år siden gik efterforskerne endelig tilbage og kiggede på disse Paynesville-sager. De kiggede også på Jareds sag. Og det er svært at vide med sikkerhed, fordi det meste af Wetterling-sagen stadig er forseglet, men det bedste, de kan sige, er, at denne indsats fra Jared og alle disse mænd fra Paynesville er det, der fik myndighederne til at gå tilbage til den mand, der hele tiden var foran dem, Danny Heinrich.

: Kris, fyren fra Paynesville, fortalte mig, at det ikke burde have taget så lang tid, som han ser det.

: De havde alt dette. Intet af det var nyt. Intet af det er nyt. Stearns County, FBI, de har alle sammen haft alt dette. Intet af det var nyt.

: Og da myndighederne først besluttede sig for at fokusere på Heinrich igen, gik tingene ret hurtigt. Myndighederne havde stadig en hårprøve fra Heinrich fra alle de år tilbage. De sendte den til et laboratorium, og den kom tilbage som et DNA-match med Jareds tøj. De brugte det match til at få en ransagningskendelse til Heinrichs hus for at forsøge at finde beviser på Jacob Wetterling, men de fandt ingen. Det, de fandt, var noget børneporno. Så de anklagede Heinrich for det og smed ham i fængsel.

: Myndighederne fortalte Jared om DNA-matchet. Efter et kvart århundrede fik Jared endelig et svar fra politiet, men der var en hage ved det.

: "Det er Danny Heinrich, men på grund af forældelsesfristerne kan vi ikke retsforfølge ham i din sag." Det gjorde mig vred. Det fik mig til at føle, at jeg har arbejdet hårdt for at nå hertil for at finde dette svar. Og jeg får svaret, men jeg får ikke retsforfølgelse. Og det er ikke retfærdigt. Det er ikke retfærdighed.

: Jareds bror, Jed, tog nyheden hårdt imod den.

: Bare sådan: "Hvad? Vi har boet her hele tiden, og han har boet lige nede ad vejen i alle de år," du ved. Og det er ligesom, "Hvad?" I alle de år, hvor man har undret sig og ikke vidst det, og så pludselig har man svaret, men der er ikke en skid at gøre ved det.

: De retshåndhævende myndigheder har ikke sagt noget offentligt om, hvorfor det tog så lang tid at forbinde punkterne med Heinrich. Og Kris, fyren fra Paynesville, siger, at det er en af de ting, der generer ham mest.

: Jeg føler bare, at det er ... Ja, jeg føler, at de ikke har sagt, at der var noget galt. Det er et uundersøgt liv.

: I sidste måned besluttede statsadvokaten at tilbyde Heinrich en aftale: "Vis os, hvor Jacobs lig er, og du vil ikke blive anklaget for at have dræbt ham. Og vi dropper alle anklager om børnepornografi mod dig, undtagen én. Du vil ikke tilbringe resten af dit liv i fængsel." I henhold til aftalen skal Heinrich afsone 17 til 20 år. Han vil være i begyndelsen af 70'erne, når han kommer ud.

: Det var en meget usædvanlig aftale for en føderal anklager at indgå. Det sker næsten aldrig. Og i Minnesota gjorde det nogle mennesker vrede. Så jeg ringede til statsadvokaten, Andy Luger, for at spørge ham, hvorfor han indgik en sådan aftale.

: Vi havde troen, men ikke beviser, før han fortalte os det. Så min opgave under alle disse forfærdelige omstændigheder og uden nogen rigtig gode valgmuligheder var at gøre to ting: At sætte ham bag tremmer i lang tid og at få de svar, som denne familie og staten Minnesota har ledt efter i næsten 27 år.

: Så det er den bedste aftale, der kunne have været indgået?

: Efter min mening er det den bedste aftale, der var tilgængelig.

: Heinrich tog imod aftalen. Og onsdag den 31. august førte Danny Heinrich betjente til stedet lige uden for Paynesville centrum. Jacob havde været der hele tiden.

: Næste gang i "In the Dark".

: Efterforskerne siger, at kidnapningen, der fandt sted her i Cold Spring, først nu er kommet frem i lyset af det overvældende antal spor.

: FBI siger, at det tog så lang tid at forbinde de to sager på grund af den overvældende mængde oplysninger, som FBI har at behandle.

: Vi har kørt så mange hvide biler ned, røde biler ned, og brune stationcars og varevogne. Og vi har fået utroligt mange opkald herind.

: Hvad kan de, Wetterlingerne, gøre? Er de nu på en måde magtesløse over for denne vanvittige mands lune, lune og frygtelige lunefuldhed? Det ville være min mening.

: Søndag, kl. 19.24

: Jeg vil bare fortælle dig, at Jacob har det godt.

: Er du lykkelig igen?

: Ja.

: Jeg vil sige, at det er meget usædvanligt. Det forekommer mig at være en meget dårlig idé.

: In the Dark er produceret af Samara Freemark. Den associerede producent er Natalie Jablonski. Jennifer Vogel har ydet en betydelig supplerende reportage til denne episode. In the Dark er redigeret af Catherine Winter med hjælp fra Hans Buetow. Chefredaktør for APM Reports er Chris Worthington. Webredaktører er Dave Peters og Andy Kruse. Videografen er Jeff Thompson. Yderligere reportager: Curtis Gilbert, Will Craft, Tom Scheck og Emily Haavik. Vores temamusik er komponeret af Gary Meister. Denne episode blev mixet af Johnny Vince Evans.

: Der er meget mere, som vi ikke kunne få plads til i denne episode, så besøg vores hjemmeside, InTheDarkPodcast.org. Du kan læse historier om DNA-beviserne i denne sag, og hvorfor de ikke blev testet med det samme, og du kan finde ud af mere om, hvor usædvanlig den aftale, der blev indgået med Heinrich, var. Og du kan se en video med Jared Scheierl, der fortæller om sin søgen efter svar, samt finde ud af, hvor du kan få hjælp, hvis du eller en du kender er blevet udsat for seksuelle overgreb.

Automatisk konvertering af lyd til tekst med Sonix