Udskrift af podcast i mørket: Sæson 1, afsnit 2

I mørket: S1 E2 The Circle

: Hvis det er første gang, du lytter til In the Dark, skal du stoppe, gå tilbage og starte med den første episode. Det vil give meget mere mening. Sidste gang på In the Dark.

: Nogle af deres drenge gik ned til Tom Thumb for at købe en film. Og på vej tilbage stoppede nogen dem.

Kiggede du dig tilbage, da du løb?

: Ja, da vi først var langt dernede.

Hvad så du?

: Intet. Han var der ikke længere.

Den 11-årige dreng forsvandt i 1989, og det har været et mysterium siden.

: Endelig ved vi det. Vi ved, hvad Wetterling-familien og hele Minnesota har ønsket at vide siden den frygtelige nat i 1989. Vi kender sandheden.

: Er der ting, du ville have gjort anderledes nu, når du ser tilbage på det?

: Det tænker man altid på, men nej. Jeg tror, at de mennesker, der arbejdede på den sag, virkelig gjorde 110% hver dag, vi var der. Og jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, om der er noget, vi kunne have gjort anderledes.

Vi er her i dag på grund af efterforskningsholdets udholdenhed, engagementet i at følge aggressivt op på hvert eneste spor, uanset hvor lille eller tilsyneladende ubetydelig det er, og den absolutte tro på, at hvis vi fortsætter med at presse på, vil vi i sidste ende løse denne sag.

: Hør. Kan du høre lyden? Hjerter, der slår, hele verden rundt.

: Fem dage efter at 11-årige Jacob Wetterling blev bortført, spillede radiostationer i hele Minnesota en af Jacobs yndlingssange, Listen af Red Grammer, sammen med en besked til Jacob fra hans mor, Patty.

: Jeg vil bare gerne have, at Jacob skal vide, at denne sang er til ham at høre. Menneskehedens hjerteslag slår for ham. Jeg ved, at den vil give ham styrke. Hvis der er en smule medfølelse i den mand, der holder ham, vil han lade ham gå sikkert. Hør, Jacob. Kan du høre vores bønner? Vi elsker dig.

Radiostationens medarbejdere og forbipasserende holdt hinanden i hånden. Nogle i medierne græd endda. Følelserne vokser i takt med eftersøgningen lige nu.

Jeg håber, at han vil vide, at vi er ude i sneen og leder efter ham, at vi ikke har givet op.

: Joseph syntes at være drevet af troen på, at de med rå viljestyrke kunne bringe Jakob tilbage. De lavede flyveblade med Jakobs billede og satte dem overalt, på telefonpæle, på butiksvinduer, på døre og parkerede biler. Overalt kunne man se folk med hvide bånd på deres skjorter som symbol på håbet for Jakob. Tusindvis af mennesker stillede sig endda op i en menneskelig kæde, rystende i kulden og grædende.

Kæden begyndte på hovedvejen lige i nærheden af Del-Win Ballroom.

: Kæden strakte sig over tre miles. 3.500 skolebørn blev kørt med bus. Selv to baseballspillere fra Minnesota Twins var mødt op, iført blå opvarmningsjakker med Jacobs initialer broderet på.

Folk i alle aldre og samfundslag kom ud for at holde håbet i live, håbet om, at 11-årige Jacob vil vende sikkert hjem.

: Jacobs bortførelse faldt fint ind i to typiske tv-nyhedsberetninger: en lille by, der samler sig, og heroiske efterforskere, der gør alt, hvad de kan.

Politiet og frivillige i luften og på jorden jagter febrilsk efter en lille dreng, der er blevet kidnappet under trusler med en pistol.

: I løbet af få dage begyndte snesevis af politibetjente at ankomme til byen.

Eftersøgningshold finkæmmer området lige vest for St. Cloud for at finde spor af den 11-årige dreng.

: Ved udgangen af ugen er der næsten hundrede betjente, der arbejder med sagen. De kom fra hele landet. Der var sheriffsbetjente, FBI-agenter, statslige efterforskere og lokale betjente fra hele Minnesota. Guvernøren har endda tilkaldt nationalgarden.

Fem helikoptere scannede det 30 kvadratkilometer store område, mens eftersøgere til fods gennemsøgte området uden at finde et spor.

: Eftersøgningsfolkene arbejdede 18 timers dage.

Eftersøgningshold, helikoptere og blodhunde kunne ikke finde nogen spor af Jacob Wetterling i dag, men hans familie har ikke opgivet håbet.

: Denne søgning var enorm. Den lignede ikke noget, Minnesota havde set før. Faktisk var det en af de største eftersøgninger efter en enkelt forsvundet person i USA's historie. Folk antog bare, at hver eneste kvadratcentimeter af regionen var blevet gennemsøgt, og at alle personer, der kunne have set noget, var blevet interviewet, men det var ikke sandt.

: Dette er In the Dark, en undersøgende podcast fra APM Reports. I denne serie ser vi på, hvad der gik galt i sagen om Jacob Wetterling, en 11-årig dreng, der blev kidnappet i det centrale Minnesota i 1989, og hvis lig blev fundet så sent som i sidste uge.

: I dag vil vi se nærmere på, hvad der skete den nat, hvor Jakob blev kidnappet. Vi vil finde ud af, hvordan de retshåndhævende myndigheders beslutninger i de kritiske første par timer ville gøre det muligt for den mand, der bortførte Jacob, at slippe ustraffet væk i 27 år.

: Så sent som i dag mødte en mand ved navn Danny Heinrich op i en retssal i Minneapolis. Jeg var der sammen med, hvad der virkede som alle andre journalister i Minnesota. Der var så mange mennesker, at jeg ikke engang kunne komme ind i den store retssal, så jeg gik ind i et af de to overløbsrum for at se med på video. Og ret hurtigt blev disse rum også fyldt op.

: Danny Heinrich kom ind i retslokalet iført en lys skjorte og mørke bukser. Han er en lille fyr på 1,75 m, kraftig og med hvidt hår. Han gik hen til dommeren med en advokat på hver side og stod med ryggen til os. Vi lænede os alle ind for at sikre os, at vi hørte, hvad der nu skete. Den føderale anklager stillede spørgsmålet: "Den 22. oktober 1989, kidnappede du Jacob Wetterling, overfaldt du ham seksuelt og myrdede ham?" "Ja, det gjorde jeg," sagde Heinrich. Et højt gisp gik gennem retssalen, så højt, at det blev opfanget på videoen. Endelig ville der komme svar på den mest berygtede forbrydelse i Minnesotas historie.

: Kidnapningen af den 11-årige Jacob Wetterling blev altid omtalt som en slags episk mysterium, hvor der var en heroisk indsats fra politiets side, men hvor manden, der tog Jacob, på en eller anden måde slap igennem fingrene på dem. Der var intet andet, de kunne have gjort. Jacob forsvandt bare.

: Og så begyndte Danny Heinrich at beskrive, hvad der faktisk skete. Han virkede opgivende, som om han tvang sig selv til at komme igennem det. Han sukkede meget. Heinrich fortalte dommeren, at han natten til den 22. oktober 1989 af grunde, som han ikke forklarede, satte sig ind i sin bil, en blå Ford EXP fra 1982, og kørte en halv time fra sin lejlighed i den lille by Paynesville til St. Joseph. I bilen var der en scanner, som han brugte til at modtage politiets sendinger, og en .38 revolver.

: Lidt efter kl. 20.00 drejede Heinrich ind på den blindgyde, der førte til Wetterlings hus. Han så tre børn, der cyklede op mod byen. Han parkerede sin blå Ford i en lang grusindgang over for en majsmark. Og så ventede han.

: Da drengene cyklede tilbage, steg Heinrich ud af sin bil, tog en maske på og gik ud på vejen. Han beordrede drengene ned i grøften og greb fat i Jacob. Heinrich tog Jacob med tilbage til sin bil, lagde ham i håndjern og satte ham på passagersædet foran. Heinrich sagde: "Jacob stillede ham et spørgsmål: 'Hvad har jeg gjort forkert?'" Heinrich kørte Jacob rundt i et stykke tid, længe nok til, at han begyndte at høre politiets aktivitet på en scanner. Han bad Jacob om at læne sig fremad i sædet og dukke sig ned, så ingen ville se ham. Da de nåede ud af byen St. Joseph, sagde Heinrich til Jacob, at han kunne sætte sig op igen.

: Han fortsatte med at køre rundt i lang tid. Til sidst tog han Jacob med tilbage til sin egen by, Paynesville, ca. 25 miles fra det sted, hvor han havde kidnappet Jacob. Han kørte ind på en sidevej nær en grusgrav. Heinrich tog håndjernene af Jacob og gik med ham over til en række træer. Han bad Jacob om at tage sit tøj af. Heinrich klædte sig også af. Han rørte ved Jacob og fik Jacob til at røre ved ham. Derefter bad han Jacob om at onanere foran ham.

: Overfaldet varede i ca. 20 minutter. Derefter fortalte Jacob Heinrich, at han frøs, så Heinrich sagde, at han kunne tage tøj på. Jacob bad Heinrich om at køre ham hjem, og Heinrich sagde, at det kunne han ikke. Jacob begyndte at græde. Heinrich bad ham om at stoppe.

: Jeg lagde mærke til, at Heinrichs tilsyneladende havde svært ved at fortælle denne del af historien i retssalen. Det lød, som om han havde problemer med at trække vejret, som om det var svært at få ordene ud. Heinrich sagde, at han så en patruljevogn komme ned ad vejen, og han gik i panik. Han ladede sin pistol og skød og dræbte Jacob. Derefter satte Heinrich sig ind i sin blå bil, efterlod Jacobs lig og kørte hjem.

: Han tilbragte et par timer i sin lejlighed. Derefter gik han ud igen til fods med en skovl og gik lidt over en kilometer tilbage til det sted, hvor Jacobs lig lå. Han begyndte at grave et hul, men skovlen var for lille. Så han gik over til et byggefirma i nærheden og stjal en Bobcat. Han startede den, tændte lyset og kørte den tilbage til byggepladsen.

: På det tidspunkt var klokken over midnat, og det var mindst tre timer siden, at Jacob var blevet kidnappet. Heinrich brugte Bobcat'en til at grave graven, og han lagde Jacob i den og fyldte den op. Heinrich returnerede Bobcat'en og kom derefter tilbage til graven og forsøgte at dække den lidt mere til med græs og buske. Så opdagede han, at han havde glemt at begrave Jacobs sko. Så han gik et par minutter ned ad vejen og smed dem ned i en kløft. Og så gik Heinrich hjem.

: Det var en af de værste historier, jeg nogensinde har hørt fortalt i en retssal. Selv nogle erfarne journalister græd. Heinrichs historie var forfærdelig, men det var ikke kun hans brutalitet, der chokerede mig. Dette virkede ikke som en perfekt forbrydelse, slet ikke. Det involverede timevis af kørsel, at gå ned ad en hovedvej med en skovl, at stjæle en Bobcat midt om natten med lyset tændt for at grave en grav. Alt dette i de første få kritiske timer af det, der altid var blevet beskrevet som en omfattende og grundig efterforskning.

: Jeg ville gerne vide, hvad de retshåndhævende myndigheder skulle have gjort i de kritiske første timer. For at finde ud af det var jeg nødt til at starte med det grundlæggende, Politiarbejde 101. Så jeg kontaktede en fyr ved navn Patrick Zirpoli for at få hjælp til at forstå, hvordan en efterforskning som denne skal foregå. Zirpoli er en af de bedste konsulenter i landet i sager om børnebortførelser. Han plejede at koordinere Amber Alert-programmet i Pennsylvania. Zirpoli fortalte mig, at der er to ting, man skal gøre med det samme, når man ankommer til et gerningssted. De er begge ret grundlæggende. Først skal man sikre stedet, og derefter - og det er det, han understregede mest - skal man tale med naboerne.

: Så vi siger altid, at man skal starte tæt på og arbejde sig udad. Du ved, start fra deres hjem, start med at lave interviews, bank på døre. Og vi siger altid til folk, at man skal interviewe igen og igen og igen. Man skal interviewe folk flere gange, ikke kun én gang. Hvis en sag trækker ud i mere end en dag og går ind på anden og tredje dagen, skal man interviewe alle igen.

: Jeg ringede til et par andre eksperter for at få bekræftet, at denne øjeblikkelige gentagne afhøring af naboer er en standardprocedure. Jeg talte med en mand ved navn Vernon Geberth. Han træner politibetjente over hele landet. Han er en af de mest kendte trænere i USA. Han har også arbejdet i New York Police Department som løjtnant i en drabsafdeling i Bronx.

: Jeg har undervist over 72.000 mennesker i kunsten og videnskaben om drab siden 1980. Forfatter til Practical Homicide Investigation, der betragtes som bibelen, forfatter til Sex-Related Homicide and Death Investigation, forfatter til Autoerotic Death Investigation, forfatter til Checklist and Field Guide Second and Third ... First and Second Edition, osv., hvilket beviser, at jeg ikke har noget liv.

: Geberth ønskede ikke at kommentere specifikt på denne sag, fordi han ikke har set efterforskningsdokumentet, men han fortalte mig, at det er svært at overvurdere, hvor vigtigt det er at tale med naboerne.

: Jeg kan fortælle dig, at alle større sager, som jeg har haft ansvaret for i New York, og som førte til en vellykket afslutning, var baseret på en god naboundersøgelse, hvor folk blev bedt om at anmelde hvad som helst. Selv om de ikke troede, at det var vigtigt, viste det sig at være vigtigt.

: Geberth siger, at disse mennesker, der ikke er klar over, at de har set noget vigtigt, kaldes uvidende vidner.

: Ja, de ufrivillige vidner er et udtryk, som vi bruger, når vi undersøger det område, hvor begivenheden finder sted. Og man spørger aldrig nogen: "Har du set noget mærkeligt?" Man spørger dem: "Har du set noget?" "Okay. Jeg ser en fyr, der stikker en mikrofon i min mund lige nu." Okay. Det uvidende vidne, den oplysning kan være af afgørende betydning for efterforskningen.

: Og hvad ville være et eksempel på noget, som folk bare ikke opfatter som vigtigt?

: Nogen går ned ad gaden og parkerer en bil. Hvorfor skulle det være vigtigt? Det ville være vigtigt, hvis bilen senere blev parkeret på samme tidspunkt, hvor mordet fandt sted.

: Ja. Hvornår begynder du at tale med andre mennesker?

: Med det samme. Med det samme, for tid er din største fjende i en efterforskning. Folk har en kort hukommelse. De husker ikke alting korrekt. Du må ud og tale med folk og finde ud af, hvad fanden der foregår. Du er nødt til at rekonstruere tiden og begivenhederne tilbage i tiden, dynamikken i det, der foregik i det pågældende område på det pågældende tidspunkt.

: Hvor længe har de retshåndhævende myndigheder kendt til de grundlæggende teknikker til opklaring af sager?

: Sandsynligvis for evigt. Sherlock Holmes. Ja, okay.

: Så bank på døre, tal med alle, og gør det med det samme. Grundlæggende ting. Og den instans, der var ansvarlig for at gøre dette i Jacob Wetterling-sagen, var Stearnes County Sheriff's Office. Her er, hvordan efterforskningen foregik. Sheriffen i Stearnes County havde ansvaret. Det var sheriffens betjente, der var på stedet den aften. Det var dem, der var i Wetterlings hus, og det var dem, der organiserede alle de eftersøgninger den aften.

: Sheriffen bad om hjælp fra FBI og andre instanser, og de ankom næste morgen, men sheriffen beholdt ansvaret for efterforskningen. Så jeg begyndte at ringe til nogle af efterforskerne fra dengang for at spørge dem, om sheriffen og hans vicesheriffer havde gjort dette politiarbejde 101-ting, hvor de bankede på døre og spurgte folk, hvad de havde set. Og alle var lidt afvisende, da jeg spurgte dem om det, og sagde: "Selvfølgelig har vi gjort det." Her er den pensionerede FBI-agent Al Garber.

: Jeg er ikke sikker, men jeg går ud fra, at det er tilfældet. Detektiver stiller disse spørgsmål.

: Og Jeff Jamal, også fra FBI.

: Jeg tror, at hvis kvarteret blev undersøgt meget hurtigt og meget bredt.

: Og den tidligere kriminalbetjent i Stearnes County, Steve Mund.

: Det er jeg sikker på, at jeg gjorde. Jeg gennemgår bare de logiske trin for at foretage en undersøgelse.

: Men ingen af dem, jeg talte med, huskede faktisk, at de gik rundt og bankede på døre den aften. Det virkede lidt mærkeligt. Så jeg bad en anden journalist, som jeg arbejdede sammen med, Curtis Gilbert, om at ringe til alle, han kunne finde, som havde boet på den blindgyde, som Jacob, Trevor og Aaron cyklede ad natten til den 22. oktober 1989, og stille dem et simpelt spørgsmål: "Hvornår talte politiet første gang med dig?"

: Curtis.

: Vi optager?

Ja.

: Åh, okay.

: Så du er her for at give mig det seneste nyt?

: Jeg kan give dig en oversigt. Jeg har faktisk lavet ... Jeg har endda lavet et lille skema her.

: Det lykkedes Curtis at finde nogle gamle bykataloger i et lokalt arkiv, og han brugte dem til at finde ud af, hvem der boede på den blindgyde, som drengene cyklede ned ad den 22. oktober 1989. Det var næsten hundrede mennesker. Nogle af dem er døde siden da, men Curtis forsøgte at finde så mange som muligt. Det lykkedes ham at nå frem til 26.

: Lad mig lige finde mit regneark frem. Jeg kalder det, hvornår de først blev afhørt af politiet.

: Talte de retshåndhævende myndigheder så med alle i nabolaget den aften?

: Den aften, på ingen måde. Ville du ... Jeg tog et lille bånd med, fordi jeg tænkte, at der var et par interessante ting.

: Ja, det ville være fantastisk.

: Curtis spillede mig nogle lydoptagelser fra de mennesker, han talte med. Og husk på, at det er 27 år siden, så nogle menneskers hukommelse er ikke så god.

Nej, vi hørte ikke noget, du ved. Er det ikke mærkeligt? Men de kom ikke rigtig ... De kom ikke til døren den aften, men de -

Omkring to eller tre uger senere kom FBI ind. De bankede på døren.

Men det var et par uger, og de interviewede hinanden.

: Har politiet nogensinde banket på din dør, siden du boede i nabolaget? Har du nogensinde været nødt til at tale med politiet om det eller?

Nej.

: Nej?

Det gjorde de aldrig.

: Har de aldrig gjort det? Okay.

: Okay. Så folk, der er sikre på, at de blev talt med den aften den 26., to. To personer var sikre på, at de blev talt med den aften.

: Husk, at vi ikke taler om alle på den blindgyde, men kun om de 26 personer, som Curtis kunne nå ud til.

: Fire personer troede, at de blev talt med den næste dag, eller måske var det den aften.

: Så der var helt sikkert to personer den aften. Og så er der yderligere fire personer, som tror, at de blev talt med den næste dag, men som siger, at det er muligt, at det virkelig var den første aften. Så hvis vi lader tvivlen komme de retshåndhævende myndigheder til gode, er der seks personer på den blindgyde, som de retshåndhævende myndigheder talte med den aften ud af de personer, som Curtis talte med. Hvad angår resten af folk, sagde nogle af dem, at de slet ikke blev interviewet. Nogle sagde, at de blev talt med den næste dag. Andre siger, at de til sidst blev interviewet et par dage eller endda et par uger senere, men ikke af de lokale politimyndigheder. De husker, at de blev interviewet af FBI, fordi det var lidt uhyggeligt for dem.

: Det var to agenter. Alle sagde, at de blev talt med to agenter. Flere personer beskrev disse samtaler på denne måde: "Der er to. Der er to agenter der. Den ene af dem stillede dig spørgsmålene, og den anden kigger bare på dig, kigger på dine ansigtsudtryk." Det er flere personer -

: Interessant.

: ... som beskrev præcis i disse vendinger.

: Talte de retshåndhævende myndigheder så med alle i nabolaget den aften? Nej. Gik de tilbage til alle de mennesker, de interviewede, og talte med dem igen og igen, som eksperterne siger, at man bør gøre? Nej. Og denne manglende grundige undersøgelse af nabolaget den aften var en stor fejl. Det betød, at de retshåndhævende myndigheder ikke fik alle oplysninger med det samme, da de var vigtigst i de kritiske første timer. Disse timer er vigtige, for hvis et barn bliver dræbt af en bortfører, sker det for det meste inden for de første fem timer. Man kan ikke gå tilbage den næste dag og bare lave efterforskningen om. For det meste er det for sent.

: Da jeg havde forestillet mig kidnapningen af Jacob Wetterling, fokuserede jeg på den isolation, at det var ligegyldigt, om nogen talte med naboerne, for der var alligevel ingen i nabolaget, der så noget. Drengene var alene på den cykeltur hjem. Gaden var øde. Det var kun de tre drenge, Jacob, Aaron og Trevor, og bortføreren, der ventede på dem i mørket. Men det var slet ikke det, der foregik den aften. Det viser sig, at hele den måde, folk har forestillet sig denne forbrydelse på, er helt forkert.

: Det var der mange, der så.

: Vent. Hvad?

: Ja, mange mennesker så dem komme. Jeg mener...

: Er du seriøs?

: Ja. Folk var ude, og børnene var ude. Og jeg talte med flere familier, der så dem komme og gå.

: Kan du huske, hvor du befandt dig, da du hørte om bortførelsen første gang?

: Jeg hørte faktisk drengene gå forbi mig.

: Curtis talte med en fyr ved navn Jim Kline. I 1989 boede han på den blindgyde, lidt tættere på byen. Og om aftenen den 22. oktober var han ude i sin garage og arbejdede på en bil.

: Ja, de gik bare med deres ... De kom tilbage fra en nærbutik eller noget andet og gik lige uden for min garage. Jeg gik tilfældigvis udenfor, mens de gik forbi, og jeg genkendte hvem det var, men det var det hele.

: Skørt. Så du så dem sikkert omkring kl. 21.00 den aften eller sådan noget, ikke?

: Ja, han hjælper mig i huset.

: Du er sandsynligvis en af de sidste, der ser ham.

: Ja, muligvis.

: Wow.

: Jim Klein siger, at han ikke blev kontaktet af politiet før en uge eller to senere, og han var faktisk ikke den sidste person, der så drengene den aften.

: Vi var udenfor, og han og jeg var de eneste to derude. Måske var de andre børn gået ind.

: Ja, for det var sådan, damen kom ind.

: Og vi talte kort med dem.

: Jeg talte med et søskendepar ved navn Adam og Erica Sundquist, som boede meget tæt på bortførelsesstedet, ca. to minutters gang ned ad vejen. De var 12 og 9 år på det tidspunkt. Og den aften var de ude og lege det, som alle i kvarteret kaldte "natspil".

: Sparkede til dåsen. Den ryger på kirkegården. Bare mærkelige lege, som vi fandt på.

: Ja.

: Jeg husker, at "kick the can" var det mest sandsynlige.

: Kan du huske, hvad vi lavede?

: Vi smider majs derind, hvor de sparker af...

: Hvad er du?

: Vi havde majs. Vi fik majs fra marken. Vi afskallede det og kastede det op i luften.

: Adam og Erica er ude i gården og kaster majs, og de ser Jacob, Trevor og Aaron på vej tilbage fra Tom Thumb. De sagde, at drengene gik ret langsomt. De kastede endda nogle majs efter dem for sjov.

: Det var bogstaveligt talt inden for et minut, da de cyklede forbi vores hus, at de blev stoppet op ad bakken. Det var inden for et minut, for det tager kun omkring et minut at cykle den strækning, ikke?

: Ja, et minut eller to, hvilket var ret uhyggeligt.

: Et par minutter efter at drengene havde passeret deres hus, husker Erica og Adam, at de så en bordeauxrød bil med en slags opadbøjet bagende køre forbi på vej sydpå i samme retning som drengene.

: Den kører op ad bakken i retning af det sted, hvor de gik, forbi os. Så, jeg ved det ikke. Jeg mener, der er ingen vej at dreje fra. Hvis du skal ned ad bakken, er der to blindgyder. Og så skulle man komme tilbage gennem.

: Ja, der var ingen udgang den vej. Man skulle komme tilbage forbi vores hus for at komme ud, du ved, derfra.

: Ja.

: Derefter gik vi ind i huset. Vi har aldrig set nogen køre igennem igen.

: Erica og Adam siger, at de ikke kan huske, at nogen politibetjente bankede på deres dør den aften. De kan ikke huske, at de nogensinde har talt med efterforskere, men de antager, at de må have talt med dem på et tidspunkt. Jeg ved, at deres historie stemmer overens med det, de sagde dengang, fordi de fandt et 15 sekunders interview, som de lavede med en lokal tv-nyhedsreporter tilbage i 1989, kun en dag eller deromkring efter Jacob blev bortført.

: De var på vej den vej. Og så ser vi den bil, der kører rigtig hurtigt, køre forbi her, og han kørte den samme vej.

: Jeg var ikke sikker på, hvor alvorligt efterforskerne ville tage den slags oplysninger fra et par børn. Er det den slags ting, som du ville tage op eller bare se bort fra, fordi, du ved, 10-årige børn. Men Patrick Zirpoli, ekspert i børnebortførelser, fortalte mig, at man ikke blot skal tage den slags historier alvorligt, man skal faktisk opsøge dem, fordi børn lægger mærke til ting, som voksne ikke gør.

: Jeg har altid sagt, at man skal lede efter den person, som ikke forældrene synes er mærkelig, men som andre børn i nabolaget måske synes er mærkelig. "Du ved, han har været ved skolebussen før, ved skolebusstoppestedet før. Han har talt med os i parken." Det er disse personer, som man straks skal begynde at lede efter, for hvis de befinder sig i området, vil man gerne identificere dem og finde ud af, hvor de befinder sig så hurtigt som muligt.

: Nogle af de naboer, der boede tættest på bortførelsesstedet, havde dengang mistanke om, at der var noget galt med efterforskningen. Og nogle af grundene til, at de havde den opfattelse, er slående. Og ærligt talt, i nogle tilfælde, lidt mærkelige. Lad mig fortælle dig om en familie, der hedder Klaphakes. De boede på en blind vej. Og deres historie om, hvordan de først mødte efterforskerne, begynder på en lidt mærkelig og lidt mørk måde. Curtis spillede mig en del af den samtale, han havde med Jerry Klaphake, familiens far.

: Så Klaphakes havde den dag, hvor de blev bortført, været på besøg hos familie i Twin Cities. De kom tilbage. Deres bil gik i stykker en halv time uden for byen. De skulle have den repareret. De tog hjem. De gik i seng. Den næste dag var der masser af politibiler og medier i kvarteret, og deres hund blev ramt af en bil. Så han havde ... Jerry Klaphake havde sin nabo med sig, og han beskrev, at han begravede hunden i deres baghave.

: Og min nabo, min nærmeste nabo, var sammen med mig. Jeg havde lige pløjet min have op, og jeg tænkte, at det nok var et godt sted at begrave hunden. Så jeg husker, at vi om natten var derude og gravede et hul, lagde min hund i det og dækkede det til. Ja, jeg fortalte det til min nabo. Jeg sagde. "Du er mit vidne. Det er min hund hernede," fordi jeg var overbevist om, at det var en frisk grav. Dybest set, du ved, jord gravet op. Og de havde lige haft en masse folk til at søge i skoven bag vores hus. De var nok kun 15 meter fra min have. Og jeg var helt overrasket over, at de ikke opdagede det. Og hvis de missede det, hvad missede de så ellers? Det var det, jeg tænkte på det tidspunkt.

: Jerry Klaphake fortalte Curtis, at den person, han virkelig burde tale med, var hans søn Adam.

: Kan du ikke lige præsentere dig selv eller sige dit navn, så jeg kan sikre mig, at du bliver optaget, okay?

: Ja. Mit navn er Adam Klaphake.

: Og hvor gammel er du, Adam?

: Jeg er nu 41 år.

: I 1989 var Adam 14 år gammel. Han var venner med Jacob Wetterling. Han tog over til Wetterlings hus for at sove hos dem. Og folk i nabolaget talte endda om, at drengene lignede hinanden. Adam fortalte først og fremmest, at der var sket andre mærkelige ting på den blindgyde, herunder denne ene ting, der skete fem eller seks år før Jacob blev kidnappet.

: Jeg var nok 9 eller 8, 9 eller 10 år gammel, et eller andet sted i den tid.

: Adam og nogle andre børn spillede kickball ude i gården. Det var omkring skumringen.

: Nogen sparkede bolden over hækken, og den var gået over vejen og i grøften. Så jeg sprang. Jeg husker, at jeg hoppede hen til hækken og løb over vejen for at hente bolden. Jeg greb bolden. Og mens jeg greb den, var der nogen, der samlede mig op. Jeg kunne ikke se hans ansigt efter det. Jeg stod med ryggen til ham. Han havde mig som i et bjørneknus, eller et bjørnegreb, eller hvad det nu var. Og personen havde briller. Det husker jeg, og han havde en mørk, raspet stemme. Og da han så holdt mig op, holdt han mig ret fast. Min søster havde åbnet døren og råbte til os, at jeg skulle komme ind. Og fyren siger til mig: "Du er heldig, at din søster ringede til dig", og så smed han mig ned. Og jeg så ham aldrig igen.

: Adam fortalte Curtis, at han husker, at han havde fortalt det til sin far, men at de ikke ringede til politiet. Der går et par år, og så sker der endnu en mærkelig ting for Adam på den samme blindgyde i 1989, blot en måned eller to før Jacob blev kidnappet.

: Et par måneder før bortførelsen var han og hans ven Brandon på vej tilbage fra Tom Thumb.

: Jeg var 14 år på det tidspunkt. Brandon var 12 år. Vi tog ned til Tom Thumb næsten hver aften. Det gjorde vi ret meget den sommer. Og det var mørkt. Det var efter kl. 22.00 om aftenen.

: Og de blev forfulgt af en bil-.

: Wow.

: ... på den samme vej.

: Den blindgyde, hvor en mand blot en måned eller to senere ville gribe Jacob og sætte ham ind i sin bil.

: Så de sprang ned i grøften.

: Han havde ret ... Han var meget tæt på, lige bag os. Så vi kørte bare i grøften. Og da var han ligesom lige der.

: Åh gud.

: De flippede helt ud, og de løb hen til Brandons hus, som ligger tre døre nede fra Klaphakes.

: Drengene løb ind i Brandons forældres garage.

: Så vi kørte så hurtigt vi kunne ind i hans garage. Bilen kørte ind i hans indkørsel og bakkede så op. Så satte han den bare i parkeringsgear og bremsede den. Og han stirrede bare på os.

: Og de siger, at de har en slags stirrekonkurrence med denne bil og fyren i bilen i, hvad Adam beskriver som et par minutter.

: Hvad?

: Og så løb de ind.

: Så de, hvem personen i bilen var?

: Ja.

: Kunne de genkende ham?

: Nej.

: Og hvad troede de, at denne person lavede?

: At være uhyggelig.

: Okay, men for at komme tilbage-

: Men alligevel...

: ... til den. Hvad var det for en bil?

: Det var en blå bil.

: En blå bil.

: Ja.

: Ikke bare en hvilken som helst blå bil.

: Min venindes mor havde en Pontiac 6000. Og vi sammenlignede den med den. Jeg tror, de sagde, at det var en blå bil, der ligner en Pontiac 6000.

: En blå Pontiac 6000. Den bil, som Danny Heinrich kørte i den aften, han kidnappede Jacob, var en blå Ford EXP, men den blå Ford ligner meget en Pontiac 6000. Begge er lidt kasseformede, lave til jorden, og det ville være let at forveksle den ene bil med den anden.

: Adam og hans far siger, at ingen kom og bankede på deres dør den aften, hvor Jacob blev kidnappet. Ingen kom forbi den aften for at spørge, om de havde set noget. Ingen spurgte Adam den aften, om han nogensinde havde set nogen uhyggelige personer i nabolaget.

: Jeg kan huske, at jeg vågnede op næste morgen, fordi vi ikke engang vidste, hvad der var sket den aften. Hundene gøede i mit soveværelsesvindue, og politiet gik gennem vores gård og alt det der. Det var sådan, jeg vågnede op.

: Adam sagde, at der stadig ikke var nogen fra politiet, der kom til ham og spurgte, om han havde set noget. Så han bad sin far om at køre dem til kommandocentralen et par dage senere. Og Adam sagde, at både han og hans ven Brandon beskrev bilen for efterforskerne. Adam sagde, at han fortalte den samme historie til FBI et par dage senere.

: Myndighederne talte aldrig til mig igen, efter at FBI kom til vores hus, og jeg glemte det ligesom.

: Han har aldrig bedt om at se på billeder eller?

: Jeg troede, at de måske ville presse mig lidt mere og måske stille mig nogle flere spørgsmål om det. Hvem ved. Måske ville de endda prøve at hypnotisere mig eller noget i den retning. Men, du ved, jeg sagde, at jeg ville gøre alt for at hjælpe, og de vil ikke have noget med det at gøre.

: Årene var gået, men Adam kunne ikke få historien ud af hovedet. Måske var fyren i bilen den samme fyr, som havde kidnappet Jacob. Det virker i hvert fald ens, samme vej, et par børn, Adam lignede endda Jacob.

: Okay. I 2004 tager Adam Klaphake altså fri fra arbejde for at tale med sheriffen igen. Han vil fortælle historien igen. Han husker det ikke nær så godt. Du ved, det er hvad?

: 15 år senere.

: 15 år senere. Og han tilbyder at tage dem med på en køretur gennem kvarteret. "Jeg vil vise jer, hvor det her skete, og hvor vi blev jaget fra, og den rute, vi altid tog for at gå til Tom Thumb." Og han siger, at politiet ikke virkede eller sheriffdetektiven, som er den samme detektiv, der havde interviewet ham 15 år tidligere, han virkede ikke interesseret.

: Jeg kan huske, at jeg gik derfra, fordi de ikke lyttede til noget af det, jeg havde at sige.

: Adam sagde, at han i lang tid troede, at grunden til, at efterforskerne ikke virkede interesserede, var, at hans oplysninger dengang måske ikke var så gode. Måske var hans konto helt anderledes end hans ven Brandons. Måske var det hele så vagt, at det bare var ubrugeligt. Men for omkring et år siden blev Adam nysgerrig og spurgte en sherifviceassistent, om han måtte se hans gamle forklaring, den forklaring, han gav til politiet som barn.

: Da jeg fik udskrifterne, faldt min kæbe ned, for jeg kan ikke huske, at jeg kunne identificere fyren. Det var helt vildt. Igen troede jeg, at min ven og jeg havde været uenige om bilens farve, og derfor blev det aldrig taget op igen. Men det var ikke tilfældet. Vi var enige om bilens farve, og vi var enige om beskrivelsen af manden, kortere hår, lidt af en kraftig bygning. Der var sikkert et par andre detaljer, som jeg ikke kan huske, men vi sagde begge, at vi kunne identificere ham ved en konfrontation.

: Og du ved, selvfølgelig, så tænker man selvfølgelig på, du ved, "Okay, lineups er ikke gode," men man tænker på, hvad de ville have sagt, hvis de havde lagt en masse billeder foran disse to børn i separate værelser i oktober 1989.

: Ja, det får vi aldrig at vide.

: I hele den tid, du ved, har du to fyre, en kvart mil fra bortførelsesstedet, som muligvis kunne have identificeret ham, og ingen spurgte nogensinde. Du ved, som om det gik helt galt. Og nu er det for sent. Nu er det for sent, du ved.

: Og Adam var ikke den første person, der fortalte politiet om en uhyggelig mand i en blå bil. Ni måneder før Jacob blev kidnappet, var der et andet barn i samme amt, som gik på en vej en aften, da en mand kørte op i en blå bil og greb fat i ham.

: Næste gang i "In the Dark".

Nye beviser i aften får FBI til at tro, at Jacob Wetterlings kidnapper måske har slået til før.

Hvor mange af disse typer psykopatiske pædofile kan der findes i en radius på 15 til 20 miles? Jeg mener, var det mere end én? Var der noget større i gang?

Hvis de nogensinde kommer i nærheden af at finde mig, finder jeg dig og dræber dig. Jeg vil dræbe dig og dræbe dig. Ja.

Der var en frygt for Gud, som blev lagt i os alle, og den bekymring, den frygt, den stress og den ... Den ulmede bare og voksede som en splinter. Hvis du får en splinter i din finger, og hvis du ikke fjerner splinten, så ulmer den, og den vokser og inficerer såret.

Ingen har nogensinde stillet mig et eneste spørgsmål om dette eller om nogen af jer. Jeg er aldrig blevet afhørt af politiet. Jeg er aldrig blevet talt med nogen politimyndigheder nogensinde, ikke en eneste person.

: In the Dark er produceret af Samara Freemark. Den associerede producent er Natalie Jablonski. Denne episode er blevet rapporteret med betydelig hjælp fra journalist Curtis Gilbert. In the Dark er redigeret af Catherine Winter med hjælp fra Hans Buetow. Chefredaktør for APM Reports er Chris Worthington. Webredaktører er Dave Peters og Andy Kruse. Videografen er Jeff Thompson. Yderligere rapporter fra Jennifer Vogel, Will Craft, Emily Haavik og Tom Scheck. Vores temamusik er komponeret af Gary Meister.

: Gå til InTheDarkPodcast.org for at læse mere om Danny Heinrich, se en video med Patty Wetterling, der fortæller om eftersøgningen efter Jacob, og lytte til lyd fra Curtis' interviews med naboerne. Og bliv ved med at tjekke ind, vi vil sende flere oplysninger hver uge.

Automatisk konvertering af lyd til tekst med Sonix