Udskrift af podcast i mørket: Sæson 1, afsnit 1

I mørket: S1 E1 Forbrydelsen

: En kort bemærkning, før vi starter det første afsnit af In the Dark: Vi havde planlagt at udsende dette afsnit i næste uge, men netop i dag skete der en stor udvikling i den sag, der er i centrum for denne podcast. Så vi kommer tidligt i gang.

: I dag, den 12. oktober, er jeg 1,5 meter høj. Mit fulde navn er Jacob Erwin Wetterling. Min yndlingsmad er bøf. Min yndlingsfarve er blå. Min yndlings ... Jeg har ikke rigtig en yndlingssang. Mit yndlingsspil er clue. Min yndlingsbeskæftigelse er mest at se fodbold. Min yndlingssport er fodbold.

: Den 12. oktober 1989 lavede en sjetteklasseselev ved navn Jacob Wetterling denne optagelse som en del af et skoleprojekt. Ti dage senere blev han kidnappet, mens han kørte på cykel på en landevej i en lille by i det centrale Minnesota.

Det er en sag, der dengang og nu trodser enhver logik.

Det er en forbrydelse, der både har fascineret og frustreret Minnesota-borgere i de sidste 25 år.

I udkanten af hans hjemby St. Joseph er en ung dreng forsvundet.

Det er den mest frygtede form for bortførelse, nemlig en bortførelse af en helt fremmed person. Ingen løsesumsnota, ingen kontakt.

Hvad skete der med Jacob Wetterling?

: Jeg har hørt navnet Jacob Wetterling, lige siden jeg flyttede til Minnesota for 12 år siden. Jacobs kidnapning var en stor sag her. Det ændrede den måde, folk opdragede deres børn på. Det gjorde børn bange for at gå udenfor om natten. Og det førte endda til en føderal lov, som kræver, at alle stater skal føre registre over sexforbrydere.

: Denne ene sag, denne kidnapning af en 11-årig dreng, ændrede millioner af amerikaneres liv. Sagen var uopklaret i næsten 27 år, indtil myndighederne i dag meddelte, at en mand ved navn Danny Heinrich havde tilstået forbrydelsen og havde ført betjentene til Jacobs lig.

: Endelig ved vi det. Vi ved, hvad Wetterling-familien og hele Minnesota har ønsket at vide siden den frygtelige nat i 1989. Vi kender sandheden.

: Jeg var til pressekonferencen i eftermiddag. Bagerst i lokalet var der en skov af kameraer. Og foran, bag podiet og hele vejen rundt til siderne af rummet, var der mere end 20 mænd og kvinder i jakkesæt og uniformer. Den amerikanske statsadvokat, Stearns County Sheriffen, agenter fra FBI og statsadvokaten, de skiftedes til at stå ved mikrofonen og kondolere Jacobs forældre, som sidder et par meter væk. Og så takkede de hinanden og roste hinanden for aldrig at give op.

27 år er meget lang tid for en undersøgelse at være åben og aktiv. Vi er her i dag på grund af efterforskningsholdets udholdenhed, engagementet i at følge aggressivt op på hvert eneste spor, uanset hvor lille eller tilsyneladende ubetydelig det er, og den absolutte tro på, at hvis vi fortsatte med at presse på, ville vi i sidste ende løse denne sag.

Vi har fået sandheden. Wetterling-familien kan få ham hjem. Og det er på tide, at vi alle sammen får en afslutning og den fred, som vi håber, kan komme nu. Tak.

: Men når det tager 27 år at opklare en sag, bør vi stoppe op og stille nogle svære spørgsmål til retshåndhævelsen, især i en sag som Jacobs, en sag, der har haft ødelæggende konsekvenser langt ud over den lille by, hvor denne 11-årige dreng forsvandt.

: Jeg hedder Madeleine Baran, og jeg er undersøgende journalist på American Public Media, og jeg har brugt de sidste ni måneder på at undersøge Jacob Wetterling-sagen. Og lige fra starten var der ting ved denne sag, som jeg syntes, var særligt interessante. Jacob blev kidnappet på en blind vej i en by med kun 3000 indbyggere. Der var vidner. De retshåndhævende myndigheder var der med det samme. Det virkede som den slags sag, der kunne være blevet løst samme aften, mens der stadig var en chance for at finde Jacob i live. Hvad gik der så galt?

: Dette er In the Dark, en ny podcast fra APM Reports. Og i løbet af de næste otte episoder vil vi gøre følgende. Vi vil se på Jacob Wetterling-sagen på en måde, som den ikke er blevet set på før. Vi vil finde ud af, hvorfor det tog de retshåndhævende myndigheder 27 år at finde den mand, der tog Jacob, når han hele tiden var lige foran dem. Vi vil se på, hvad de retshåndhævende myndigheder gjorde, og også hvad de ikke gjorde. Og vi vil se, hvordan disse beslutninger kom til at skade så mange menneskers liv på måder, som ingen taler om.

: Men før vi kommer ind på, hvad der gik galt i denne sag, skal vi tale om, hvad der skete den aften. Så lad os tage tilbage til det sted, hvor det hele begyndte, St. Joseph, Minnesota.

: Godmorgen. Godmorgen.

: Hej.

: Røget morgen, tror jeg.

: Jeg tog ud for at møde Jacobs forældre, Patty og Jerry, tidligere i år, måneder før de vidste, hvad der var sket med deres søn. De er i 60'erne nu. De bor stadig i udkanten af St. Joseph. Det er en lille by, overvejende katolsk, overvejende hvid, og overvejende omgivet af landbrugsjord. Patty og Jerry bor stadig i det samme hyggelige brune hus i udkanten af byen. På husets facade var der en lyskæde, hvor der stod ordet "håb" på.

: Der er så mange mennesker, der går ind og ud af dette hus.

: Patty er en lille kvinde på knap 1,80 meter, blondt hår og blå øjne. Jerry er høj, med et kort hvidt skæg, og han ligner en universitetsprofessor eller måske en terapeut.

: Vil du have noget kaffe?

: Jeg har det fint.

: Okay.

: Jerry er kiropraktor. Han arbejder i et gammelt hus i byen, som er blevet ombygget til kontor. Dengang Jacob blev kidnappet, var Patty hjemmegående mor til deres fire børn: Amy, Trevor, Carmen og Jacob.

: Jeg spekulerer på, om vi kan tale lidt om Jacob.

: Jacob var vores andet barn, og han var en meget stor baby. Jeg forstod at få veer, da han blev født. Han var stor. Han var et glad barn.

: Jacob var meget passioneret. Det, han ville gøre, ville han gøre 100 procent, og han var virkelig engageret i det. Det er virkelig fedt.

: Han ønskede at blive dyrlæge. Han elskede dyr. Han elskede ... Vi fik Marcus, vores hvalp, da Jacob brækkede sin arm, og han vidste bare, at det ikke ville gøre ondt, hvis han fik en hvalp. Jeg var en pushover. Så vi fik Marcus. Han lagde sig på gulvet og drak vand af skålen for at vise hunden, hvordan man gør det. Han var ... Han elskede dyr. Ja. Han var en god ånd.

: Det var Jacob, som hans forældre huskede ham, da de sidst så ham, den 22. oktober 1989, da han var 11 år gammel.

: Skal vi ... Kan vi ikke bare begynde med den dag?

: Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke glemme den dag.

: Ja, selvfølgelig.

: Ja, det var en hockeyweekend. Vores børn var med ... Drengene var med i hockey.

: Det var en søndag, men børnene havde fri næste dag. Sidst i oktober er denne del af Minnesota normalt godt på vej mod vinteren. Men denne søndag var det varmere, endda i 70'erne. Og der er masser af børn ude og løber rundt i shorts og kaster med fodbolde. Der var en polkafestival i byen. Den morgen tog Jacob og hans far, Jerry, ud at fiske. Da de kom hjem igen, samledes alle omkring fjernsynet for at se Minnesota Vikings spille mod Detroit Lions. Senere på eftermiddagen gik de på skøjter i en indendørs skøjtehal.

: Den aften tog Jacobs forældre ud til en sammenkomst hos en ven. Jacob blev hjemme med sin bror Trevor og sin søster Carmen. Hans bedste ven, Aaron Larson, kom over til en overnatning. De spiste en pizza til aftensmad og hang ud i et stykke tid. Og på et tidspunkt beslutter drengene, at de vil leje en film i en nærliggende butik, der hedder Tom Thumb. De ville leje Major League, en fjollet baseballkomedie, som er et typisk 80'er-øjeblik.

Vi vil meget gerne have, at du kommer til forårstræning for at få en chance i årets klub.

: Men Major League var klassificeret R, så de indkaldte en 14-årig pige, der boede ved siden af, Rochelle Jerzak. Og drengene bad Rochelle om en tjeneste for en sjetteklasseselev i 80'erne.

: De ville have mig til at ringe til Tom Thumb for at få dem til at leje en R-film, fordi de mente, at min stemme måske lød ældre.

: Har du ringet over til Tom Thumb?

: Det gjorde jeg ikke.

: Du siger: "Nej, det gør jeg ikke. Nej. Godt forsøgt."

: Nej. Ja, det ved jeg ikke. Den slags gør mig nervøs, som om jeg bliver opdaget. Jeg mener, når jeg tænker på det nu, som "Hvad ville arbejderen på Tom Thumb gøre?" Men ikke desto mindre var det min måde at tænke på dengang.

: Så et stort nej til Major League. Så de tænkte: "Vi lejer bare en anden film." Så de ringede til deres forældre.

: Trevor ringede og spurgte, om de kunne cykle hen til butikken og leje en video. Og jeg sagde nej. Det havde de ikke rigtig gjort før. Det er en kilometer ned ad bakken, men det er en majsmark. Det er mørkt. Der er intet imellem. De har aldrig gjort det om natten. Og Trevor sagde: "Lad mig tale med far." Og det var sjovt. Jeg kan huske, at jeg ringede til ham og sagde: "Din søn vil gerne tale med dig." Jerry gik til telefonen.

: Min eneste bekymring var, at bilen ramte dem, du ved. Og så at blive set i mørke, det var min eneste bekymring.

: Trevor fortalte sin far, at han ville bære en lommelygte, og at Jacob ville bære en refleksvest.

: Og du sagde, at det skulle være i orden?

: Og så kom nabopigen Rochelle over for at passe Jacobs yngste søster Carmen.

: Jeg mener, jeg kan huske, at de tog denne refleksvest på. Og så havde i hvert fald en eller måske begge de andre drenge lommelygter.

: Og så var det sådan set det hele?

: Drengene går ud. Klokken er omkring halv ni om aftenen. Jacob og Trevor er på cykler. Aaron er på en scooter. Ruten, som drengene tog den aften, var ret enkel. Tom Thumb-butikken lå kun ca. 15 minutters cykeltur ind til byen, mest på én gade. Denne lange blindgyde på landet, der fører fra den cul de sac, hvor Wetterlings bor, lige ind til byen. Der er ikke meget imellem, kun nogle majsmarker og nogle skove. Og så tættere på byen, et par blokke med huse.

: Da de cyklede op ad vejen, passerede drengene en lang grusvej. Et sted tæt på indkørslen hørte Jacobs lillebror, Trevor, en raslende lyd i majsen, men han sagde ikke noget. De fortsatte med at cykle. De kom til Tom Thumb, og de lejede en film, The Naked Gun, og de købte nogle snacks. Så kørte de hjem igen. De tog sig bare god tid, gik lidt rundt på deres cykler og hyggede sig lidt.

: De passerede de få blokke med huse. Byens lys forsvandt. De blev ved med at gå. De gik forbi skove og marker. Det blev mørkere. Der var ingen fortove og ingen gadebelysning, ikke engang månen var ude. Det eneste lys kom fra en lommelygte, som Jacobs bror Trevor lyste med foran dem. De blev ved med at gå.

: De nærmede sig den lange grusindgang, hvor der tidligere havde været den raslende lyd. De var næsten hjemme. Pludselig dukkede der en mand op på vejen. Han gik hen imod dem. Han var klædt helt i sort. Hans ansigt var dækket af noget mørkt. Det var svært at se hvad.

: Da han fortalte os, at han havde en pistol, og han bad os vende om og gå over i grøften og hente vores cykler og lægge os ned.

: Aaron talte dengang med en tv-reporter.

: Jeg troede, at det var en dreng, der lavede en spøg med os, men det var der ikke. Han kiggede på Trevor og bad Trevor slukke sin lommelygte.

: Manden spurgte Trevor om hans alder. "10 år," sagde Trevor.

: Han bad Trevor om at løbe så hurtigt som muligt ind i skoven, ellers ville han skyde ham.

: Så vendte manden sig til Aron. Manden holdt en pause. Han spurgte ham om hans alder. "11," sagde Aaron. Manden kiggede på Aaron, og manden tog ham i skridtet.

: Så kiggede han på mig, og så tog han fat i mig. Han sagde, at jeg skulle løbe så hurtigt som muligt ind i skoven, ellers ville han skyde mig.

Sagde Jakob noget til manden?

: Uh-uh. Bare hans alder.

: "11," sagde Jacob.

Kiggede du dig tilbage, da du løb?

: Ja, når vi først er nået langt derned.

Hvad så du?

: Intet. Han var der ikke længere.

: Klokken var ca. 21.20 om aftenen den 22. oktober 1989. Sådan tænker jeg på den første aften. Jeg tænker på det sted i vejkanten, hvor Jacob blev taget, og jeg tegner en cirkel omkring det, omkring Jacob og bortføreren. I det øjeblik, hvor Jacob blev kidnappet, var cirklen stadig lille. Jacob var lige der. Men så forestiller jeg mig, at cirklen, cirklen om hvor Jacob og manden kunne være, langsomt udvides, efterhånden som manden og Jacob kommer længere og længere væk, efterhånden som sekunderne og minutterne tikker af sted.

: Hvis de retshåndhævende myndigheder skulle finde Jacob, måtte de handle hurtigt, før cirklen blev for stor. Og her er grunden til det. Den bedste undersøgelse af sager om børnebortførelser viste, at hvis et barn bliver dræbt, sker det oftest inden for de første fem timer, faktisk 85% af gangene. Og ved udgangen af de første 24 timer er barnet i næsten alle tilfælde blevet dræbt.

: Rochelle sad og så tv i Wetterling-huset sammen med Jacobs lillesøster, da Jacobs bror Trevor og hans ven Aaron kom skrigende ind i huset.

: "Rochelle, nogen har taget Jacob. Nogen tog Jacob. Der var en mand med en pistol, og han tog Jacob." Og jeg var sådan: "Hvad?", for det var så langt ude af det, jeg nogensinde kunne have forestillet mig, at det tog mig et øjeblik at forstå det.

: Rochelle ringede til sin far, Merle. Han kom over og ringede straks til Jacobs forældre, Jerry og Patty Wetterling, med det samme.

: Jerry tog den, og det var Rochelles far, Merle, der fortalte os, at...

: Han spurgte efter mig. Han ville ikke fortælle dig det. Han bad om mig og sagde: "Kom direkte hjem. Aaron og Trevor kom tilbage, men Jacob kom ikke tilbage. Og du kommer direkte hjem", og han ville ringe 112.

: 911, nødsituation.

: Det er Merlyn Jerzak fra St. Jo.

: Mm-hmm.

: Jeg er lige nu nabo til mine naboer, Jerry Wetterling-familien.

: Klokken var 21.32, ca. 15 minutter siden Jacob var blevet bortført.

: Nogle af deres drenge gik ned til Tom Thumb for at købe en film. Og på vej tilbage stoppede nogen dem. Vi tror, at de har en af drengene, fordi en af drengene ikke kom tilbage med dem.

: Og de ved ikke, hvor den anden ven befinder sig?

: De ved ikke, hvor deres bror og ven befinder sig. Jeg tror, at det bedste jeg kan gøre er at lade Trevor ringe, så han kan beskrive det for dig...

: Okay.

: ... hvad han så og den slags ting.

: Okay, jeg er klar.

: Okay. Jeg giver Trevor telefonen.

: Okay.

: Og han kan besvare dine spørgsmål. Vi har fået ham til at falde til ro her.

: Hallo?

: Trevor?

: Ja.

: Dette ... du taler med sherifkontoret. Jeg vil gerne have, at du fortæller mig alt, hvad du kan huske om denne mandlige person, der henvendte sig til jer.

: Han var ... Han var ligesom en slags ... Han var ligesom en mand, ret stor.

: Okay.

: Han havde ligesom en... Det så...

: Trevor fortalte 112, at en mand var trådt ud af mørket. Drengene kunne ikke genkende ham, og de hverken så eller hørte en bil nogen steder. Mandens ansigt var dækket af noget mørkt, måske sorte nylonstrømper. Han lød som om han var forkølet. I mørket var det alt, hvad drengene kunne skelne.

: I mellemtiden var Jacobs forældre, Patty og Jerry Wetterling, på vej hjem.

: Vi kørte helt forvirrede hjem. "Hvad sker der?" Det virkede som om vi kørte så langsomt. I mit hoved kørte han 16 miles i timen, og jeg sagde: "Fart. Skynd dig." Og han sagde, at han ikke ville stoppes af politiet. Og jeg sagde: "Jamen, vi ville have en politieskorte. Bare kør."

: Hvor langt væk var du?

: Vi var i nærheden af Clearwater. Så det tog godt 20-25 minutter.

: Okay. Taler I med hinanden?

: En smule. Vi talte ikke meget. I min hukommelse var det bare sådan: "Hvad siger du? Hvad sker der?"

: Ja.

: Jeg var så forvirret. Og så sagde jeg noget virkelig ondt. Det var som: "Hvem har sagt, at de kan gå i butikken?" Og Jerry sagde: "Det gjorde jeg. Så hvis du vil være vred på nogen, så vær vred på mig."

: Stearns County Sheriff's Deputy Bruce Bechtold sad i en patruljevogn blot et par kilometer væk, da han blev ringet op af en betjent.

: Det var over radioen i gruppen. Der var et opkald i radioen. Når de kaldte en bortførelse af et barn, ja, du tror ikke, det sker her. Så min første tanke var, at der var nogen, der gik i panik. Det er virkelig ikke en bortførelse. Nogen har et barn, der er løbet væk. Nogen spiller et spil. Så jeg begyndte at gå den vej. Og jo flere oplysninger, som ekspedienten gav mig, jo mere alvorligt blev det, og jo mere indså jeg, at der var en pistol involveret, og så blev det virkeligt.

: Vicesherif Bechtold var den første, der ankom til Wetterling-huset. Han ankom kl. 21.38. Det var kun ca. 20 minutter siden, at Jacob var blevet bortført. Manden, der havde bortført ham, kunne ikke være meget langt væk. Vicesherif Bechtold ville have Trevor og Aaron til at vise ham stedet, hvor Jacob var blevet kidnappet. Rochelle, babysitteren, siger, at drengene stadig var rædselsslagne. De ville ikke gå ud i mørket igen. Så hendes far, Merle, tilbød at gå med dem. Rochelle siger, at det efterlod hende og Jacobs lillesøster alene i huset.

: Og jeg husker bare, at de sagde: "Okay, lås alle døre og åbn ikke dørene." Så det var det, vi gjorde. Vi sad i et hjørne, sammenkrøbet på den måde, for i det hjørne er der ingen vinduer, så ingen kunne se os. Men vi var bare rædselsslagne. Jeg mener, vi var rædselsslagne. Og så husker jeg, at vi et par minutter senere hørte et bank på døren. Og jeg tænkte: "Jeg åbner ikke den dør."

: Hvad tænkte du på?

: Jeg tænkte, at det var manden, der tog Jacob, og at han ville komme og tage os. Og så, der gik endnu et par minutter, og måske var det endda sekunder, men det føltes som timer, da telefonen ringede. Og det var sheriffen, der sagde: "Vi er ved døren. Åbn døren for os."

: Sherif Charlie Grafft fra Stearns County havde netop tændt for 22.00-nyhederne i sit hjem den aften, da han så en vicesherifbil køre ned ad gaden.

: Da jeg ringede til kontoret for at høre, hvad der foregik, sagde de, at en dreng var blevet bortført, kidnappet af en mand med en pistol ude i nærheden af St.

: Sherif Grafft døde i 2003. Dette er fra et tv-interview, som han lavede kort efter bortførelsen.

: Så jeg satte mig straks ind i min gruppe, kørte derud og begyndte at udspørge drengene om, hvad der var sket, for at forsøge at få noget i gang.

: De satte sig her ved bordet, og de spurgte drengene hele tiden, først: "Hvad skete der?" Og så stillede de nogle spørgsmål som: "Er I sikre på, at I ikke legede med en pistol, og at Jacob kom til skade, og at I ikke tør fortælle det?", eller "Er I sikre på, at Jacob ikke bare stak af, og at I prøver at købe ham tid, indtil han når frem til sit mål?" Og de siger: "Nej", du ved. De var virkelig, virkelig tydelige.

: Omkring kl. 22.45, ca. halvanden time efter Jacobs kidnapning, havde efterforskerne spredt sig ud med lommelygter for at gennemsøge området i nærheden af bortførelsesstedet. Sheriffen, Charlie Grafft, tilkaldte frivillige brandmænd til at hjælpe med eftersøgningen.

: Charlie sagde, at de skulle gennemsøge skoven. Og han sagde: "Ved du hvad, det er ikke en dårlig ting. Måske er han bundet til et træ eller noget. Vi håber, at vi finder ham. Og så er det jo derfor, vi leder." Han forsøgte at berolige os. Og jeg ville gerne ... Der er en del af mig, der gerne ville ud og lede. Og så sagde han til mig, at vi skulle blive her: "Hvad nu, hvis Jacob ringer eller kommer hjem? Du ved, at du skal være hjemme."

: Sheriffen ringede til statspatruljen og bad dem om at komme med en helikopter med det samme.

: Jeg kom op i en helikopter med dem, og vi undersøgte området med en projektør, som de havde under helikopteren. Og vi var næsten lige oven på højspændingsledningen. Vi søgte i ca. halvanden time oppe i luften, plus det, vi har på jorden.

: Helikopterens eftersøgning fandt intet, men efterforskere, der søgte på jorden, fandt noget i grusindkørslen over for stedet for bortførelsen, nemlig nogle dækspor og nogle skoaftryk. De vidste ikke, hvad de skulle mene om dem. Drengene havde ikke set en bil, og det er ikke usædvanligt at finde dækspor i en indkørsel. Så efterforskerne var ikke sikre på, om dæksporene overhovedet havde noget med bortførelsen at gøre.

: Jeg talte med en anden betjent, der var på stedet den aften, nemlig Stearns County-kriminalbetjent Steve Mund. Han har siden forladt sheriffens kontor. Og han fortalte mig, at der måtte være en bil, sådan som han så det den aften. Det var den eneste teori, der gav mening.

: Jeg mener, det var ikke som at være i den indre by med, du ved, lejlighedsbygninger og lignende, hvor man ikke kunne tage nogen og være væk efter fem blokke og så have 5000 steder at gemme sig. Hvordan kunne du slippe væk derfra med nogen uden at have en bil, du ved, forbundet til det?

: Ja. For ellers burde han jo bare være der, ikke?

: Ja, ja. Jeg mener, enten ... Ja, du skal enten være i et hus, der ligger lige der, eller noget i den retning, men hvordan det skulle ske, er jeg ikke sikker på, så.

: Den lange grusvej over for det sted, hvor Jacob blev bortført, drejer rundt og fører ned til et hvidt bondehus med en tørresnor foran, en hønsegård og en kornsilo. I stuehuset den aften befandt sig en 34-årig mand ved navn Dan Rassier. Han var alene hjemme.

: Og omkring kl. 21.00 var Dan oppe i sit soveværelse og ordnede sin pladesamling, da hans hund gøede. Dan kiggede ud og så en bil komme ned ad indkørslen.

: Jeg kunne høre bilen komme ned ad bakken, og den vender om.

: Den var lille og mørk, og forlygterne stod tæt på hinanden. Dan fik ikke et godt kig på føreren. Bilen drejede hele vejen rundt foran huset og kørte så tilbage ud mod vejen.

: Og så går jeg. Jeg går i seng. Jeg sover, fordi jeg husker, at jeg vågnede ved hunden. Hunden bliver ved med at gø.

: Klokken var omkring 22.45 den aften, da Dan vågnede.

: Jeg kiggede ud af et af vinduerne, og jeg kunne se alle disse lommelygter rundt om brændestablen.

: Dan troede, at nogle fyre måske forsøgte at stjæle hans brænde.

: Og jeg trådte ud af døren. Og på det tidspunkt husker jeg, at min puls steg, og at jeg indså, at jeg ikke kan gå derud. Jeg kan måske tage mig af et par stykker af dem, men ikke 10 af dem. Og jeg ringede straks til 112. De sagde, at et barn var blevet taget, og jeg sagde "Åh, okay". Så jeg tog derop med det samme.

: Dan gik udenfor. Han så helikopteren over sig. Da han gik op ad sin indkørsel, løb han ind i Bruce Bechtold, sheriffens vicesherif. Dan og vicesheriffen siger, at de talte kort sammen, og det var stort set det hele. Der var ingen, der tog mere hensyn til Dan den aften.

: Så ingen kom og bankede på din dør den aften?

: Nej.

: Og ingen kom og gennemsøgte dit hus den aften?

: Nej.

: Og ingen gennemsøgte, så vidt du ved, nogen af de bygninger, de landbrugsbygninger, der ligger lige omkring hendes hus?

: Nej. Jeg kan huske, at jeg sagde: "Jeg vil ... Jeg kigger herned," og det var en fejl.

: Hvorfor var det en fejl?

: For det er som om jeg bare havde sagt: "I skal komme herned nu og kigge overalt. Gå igennem mit værelse. Gå hvor som helst, I vil." Det var det, jeg skulle have gjort.

: Alle de ting, som politiet ikke gjorde den aften på Rassier Farm, ville få stor betydning mange år senere og ville ændre Dans liv på en måde, som aldrig kunne gøres om. Men det kommer vi til senere.

: Patty ventede oppe på Jacob hele natten. Og hun husker, at hun sad der og ønskede, at hele verden skulle lede efter hendes søn.

: Og jeg husker, at jeg spurgte, fordi vi havde tændt for radioen, og der var en melding om, at et barn var forsvundet i skoven. Jeg ringede til WJON og sagde: "Han var ikke faret vild. Han blev kidnappet." Og de sagde: "Vi kan kun rapportere det, som politiet fortæller os." Så jeg husker, at jeg spurgte Charlie Grafft, sheriffen: "Ville det skade at få den rigtige historie ud i medierne?"

: Hvad var det? Det var ... Intet blev gjort, før Charlie sagde, at det var i orden, og det var omkring kl. 5.00 om morgenen, da WJON blev ringet op første gang. Og jeg ved ikke, hvad du taler om med hensyn til en forsvundet dreng.

: Jeg hørte det i radioen.

: Okay. Jeg ved det ikke. Hvad lavede du med at lytte til radioen kl. 3 om morgenen?

: Det er 27 år siden, at Jacob blev bortført. Så det er ikke overraskende, at Patty og Jerry ikke er enige om hver eneste detalje af, hvad der skete. Men det er ikke så enkelt som det. Når der sker noget forfærdeligt i ens familie, går man ud fra, at man aldrig glemmer det, og at ingen andre i familien heller ikke vil glemme det, at historien forbliver den samme. Så når det går op for dig, at dine historier har ændret sig, at du ikke længere er enig i de mest grundlæggende dele af det, der skete, kan det være ret foruroligende.

: Mange ting bliver forvirret.

: Ja, det er...

: Men jeg ved det ikke. Jeg ved det ikke.

: Det er så...

: Nå, hvor var du? Okay. Hvor var du? Og det her er skørt. Hvor var du kl. 3 om natten? Det kan jeg ikke huske. Jeg var i chok. Min-

: Jeg forsøgte at sove i en time.

: Det gjorde jeg ikke.

: Jeg forsøgte at flygte.

: Jeg sov ikke i flere dage. Jeg husker, at jeg hørte det i radioen, og jeg husker, at jeg ringede til WJON. Så du kan fortælle mig, at det ikke skete, og jeg vil tro dig, men det er min erindring om det.

: Time out.

: Ja.

: Ser du, det er stressende at gøre det.

: Ja.

: Vi kæmper.

: Vi kæmper ikke.

: Jeg ved det godt, men det er bare at gå tilbage dertil, det er meget smertefuldt.

: Eftersøgningen den aften var en fiasko. Ingen Jacob, ingen bortfører, intet tøj efterladt, ingen bil. Og kl. 3.00 om natten, mindre end seks timer efter Jacobs kidnapning, traf efterforskerne en stor beslutning. De afbrød eftersøgningen. En af detektiverne på stedet, Steve Mund, fortalte mig, at der ikke var nogen mening med at fortsætte eftersøgningen i mørke.

: Det er bare det, at man ved at arbejde under lommelygter og sådan noget kan overse visse spor. Så det er vigtigt, at vi gjorde det i dagslys.

: Som timerne gik i løbet af den sene, sene aften og tidlige morgen, blev den kreds, der startede så lille på den vej, hvor Jakob blev taget, udvidet mange gange. Til sidst ville cirklen udvide sig til at omfatte det meste af det centrale Minnesota, derefter hele Minnesota, derefter Midtvesten, Canada, hele USA, hele verden.

: Er der ting, han ville have gjort anderledes nu, når han ser tilbage på det?

: Du har gjort det anderledes, det ved jeg, det tænker du altid på, men nej. Jeg tror, at de mennesker, der arbejdede på den sag, virkelig gjorde 110% hver dag, vi er der. Og jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, om der er noget, vi kunne have gjort anderledes.

: Det, som kriminalassistent Mund lige sagde, at han ikke ved, om der er noget, de kunne have gjort anderledes, har jeg hørt så mange gange, mens jeg har rapporteret om denne sag. Og hver gang blev jeg overrasket over det, for her er en sag, der havde stået på i 27 år uden at blive opklaret.

: Jacob Wetterling-sagen er efter enhver rimelig målestok en fiasko. Men det er svært at finde ud af, hvad der gik galt, for i 27 år har efterforskningsakterne i Jacob Wetterling-sagen, den stak dokumenter, der fortæller dig, hvordan gerningsstedet ser ud, hvad vidnerne sagde, hvilke fysiske beviser der blev fundet, og generelt alt det, som de retshåndhævende myndigheder gjorde og ikke gjorde, været lukket for offentligheden. Det er stadig lukket.

: Dette er ret almindeligt i uopklarede sager. Det er meningen at beskytte efterforskningen og vidnerne og de mistænkte, men det beskytter også de retshåndhævende myndigheder. Det betyder, at vi ikke må vide, hvad de retshåndhævende myndigheder gør i nogle af de mest alvorlige kriminalefterforskninger i dette land. Det er meningen, at vi skal stole på dem.

: I løbet af de næste par uger på In the Dark.

Stearns County Sheriff's Office har et godt ry for at lave forfærdelige undersøgelser, falske beskyldninger og efterlade familier i mørke. Jeg mener, hvad foregår der dernede? Hvorfor er alting så hemmeligt?

Det er det, der sker, når man taler. Og han har sagt det to gange til mig nu. Det er det, der sker, når man taler.

Alle disse beviser, som folk har, og der bliver intet gjort. 50.000 spor, og hvad blev undersøgt?

Men der skal være et element af ansvarlighed i det. Og når der ikke er ansvarlighed, sker der katastrofale ting.

Jeg vil ikke dvæle ved ting, som kunne have været gjort, som burde have været gjort anderledes, for det hjælper ikke. Ønsker jeg, at nogle ting ville være blevet gjort anderledes? Selvfølgelig. Kan jeg tale om det i denne sag? Nej.

Ved at vedtage denne lov sender vi et klart budskab til hele landet om, at de, der udnytter vores børn, vil blive fanget, retsforfulgt og straffet til lovens fulde omfang.

Hvor mange af disse typer psykopatiske pædofile kan der findes i en radius på 15 til 20 miles?

Bare sådan: "Hvad? Vi har boet her hele tiden, og han er bare nede ad den forbandede vej i alle de år?", du ved. Og det er ligesom, "Hvad?"

Jeg må tro, at myndighederne gjorde deres arbejde. Så hvis det er Danny, hvorfor har du så tilladt ham at være på fri fod de sidste 25 år?

: In the Dark er produceret af Samara Freemark. Den associerede producent er Natalie Jablonski. Den er redigeret af Catherine Winter med hjælp fra Hans Buetow. Chefredaktør for APM Reports er Chris Worthington. Webredaktører er Dave Peters og Andy Kruse. Videografen er Jeff Thompson. Yderligere reportager: Curtis Gilbert, Jennifer Vogel, Will Craft, Tom Scheck og Emily Haavik. Vores temamusik er komponeret af Gary Meister.

: Gå til InTheDarkPodcast.org for at få et mere detaljeret indblik i den nat, hvor bortførelsen fandt sted, og for at høre optagelsen af det oprindelige 911-opkald. Og hold øje med os, vi vil hver uge lægge flere oplysninger ud på vores hjemmeside.

Automatisk konvertering af lyd til tekst med Sonix