Fuld udskrift: In the Dark - S2 E2 The Route

I mørket: S2 E2 Ruten

: Hvis du ikke har lyttet til det første afsnit af In the Dark, så stop, gå tilbage og lyt til det først, så vil dette give meget mere mening. En anden bemærkning: Denne episode indeholder et ord, der er stødende.

: Sidste gang på In the Dark.

: Kan du huske, hvordan du hørte, at Curtis var blevet anholdt for mordene?

: I radioen. Jeg syntes, det var skørt.

: Curtis Giovanni Flowers myrdede disse fire mennesker. Der er ingen tvivl i mit sind.

: Curtis Flowers blev dømt til døden på fire anklagepunkter for drab med døden til følge. Denne dom var faktisk sjette gang, at Flowers blev dømt i denne sag.

: Det er alt for længe, alt for længe, og Curtis Flowers er stadig i fængsel, og de trækker stadig sagen i langdrag.

: Jeg ved, at Curtis ikke har gjort det. Jeg vil gå i graven og tro på, at Curtis ikke gjorde det.

: Hvis man dømmer en mand seks gange for den samme forbrydelse, så er der noget galt med hele systemet.

: På den vestlige side af Winona midt i et kvarter med mange huse tæt på hinanden ligger der noget, der ligner en forladt parkeringsplads. Den er næsten en blok lang, den er overgroet, græsset er ikke slået. Det er den slags sted, man kører forbi uden at tænke nærmere over det.

: Men hvis du bremsede op og kiggede nærmere efter, så du en række mursten, der stikker ud af græsset langs kanten af grunden, og et sæt betontrapper, der ikke fører nogen steder hen. Hvis man steg ud af bilen og gik ind på grunden og gik helt bagud, ville man finde et gammelt skrivebord væltet omkuld i græsset. Man kunne se, at nogen havde taget en sølvfarvet tusch og skrevet ordene "Merry Christmas". Denne forladte grund har tidligere været en skole.

: Tilbage i 1960'erne var det en skole for alle sorte, og den lå i et sort kvarter. Men i 1970 beordrede den føderale regering byen Winona til at integrere sine skoler, og hvide og sorte elever begyndte at gå i skole her sammen.

: Men fire år senere, natten før Valentinsdag, efter at alle elever og lærere var gået, brød en brand ud. Flammerne lyste op på himlen, og folk kunne lugte røgen i miles omkreds. I løbet af få timer var hele den bloklange murstensbygning brændt ned til grunden. Næsten alle, som jeg talte med om branden, sorte som hvide, fortalte mig, at de tror, at det var påsat, og at det havde noget med integration at gøre.

: Lige ved siden af den mark, hvor skolen tidligere lå, står der et lille hvidt hus med en veranda på siden. Det er det hus, hvor Curtis Flowers' forældre bor.

: Hej.

: Lola og Archie Flowers har været gift i 54 år. Alt i deres hus er bare sådan. Spisebordet er dækket perfekt med stofservietter. I stuen er der en buet, brun fløjlssofa med frynser i bunden og en matchende osmanniske sofa.

: Lola og Archi er begge pensionister, og selv om de har fem andre børn og mange børnebørn, har de i de sidste 21 år viet det meste af deres tid til deres søn Curtis. Curtis' forældre taler i telefon med ham næsten hver dag. De kører jævnligt 80 minutter hver vej til Parchman-fængslet.

: Hver anden uge tager vi af sted.

: Okay.

: Vi ser ham den første og tredje tirsdag i hver måned. Vi går ikke glip af noget.

: Kan du tage noget med til ham?

: Når du er færdig med at blive visiteret og alt muligt hver gang du går, kan du lige så godt lade tøjet være og gå derover.

: De leder virkelig efter dig der.

: Ja. Scanner dig og alt muligt.

: Lola og Archie Flowers har lige fra begyndelsen troet på, at deres søn er uskyldig, og de har brugt mange penge på Curtis' sag.

: Hvor meget tror du, at du har brugt?

: Pis, som om jeg ikke kan lægge det sammen. Det var omkring hundrede og nogle tusinde dollars.

: Åh, du godeste.

: Det siger jeg dig.

: Hvordan kunne du få råd til det?

: Jeg plejede at have tre jobs om dagen. Han arbejdede dobbelt [uhørligt]. Og så efter det gik vi hen og lånte noget i banken og alt muligt for at betale for de næste advokater og sådan noget. Vi havde nogle penge dengang, men vi har dem ikke nu.

: I løbet af de sidste 21 år og seks retssager har Curtis Flowers haft alle arketyper af advokater: det juridiske far-søn-team, den højt profilerede sorte nationalistiske advokat, den dedikerede offentlige forsvarer.

: Da jeg mødte hans forældre, Lola og Archie, sidste sommer, var Curtis' sag blevet overtaget gratis af et nyt team af advokater fra Innocence Project i et højtstående advokatfirma på østkysten. Lola følte sig optimistisk for første gang i lang tid. Hun tænkte fremad til den næste familiesammenkomst.

: Så vi har den næste i weekenden på Labor Day, så jeg håber, at Curtis er ude til den tid. Måske er det en højesteret vil sige noget. Det er det, vi venter på nu, for at se, hvad de har at sige.

: Lader du dig selv tænke på dette øjeblik? Tænker du f.eks. på, hvordan det ville være, hvis han...?

: Åh, ja. Jeg tænker hele tiden på det, du ved, hvor sjovt vi vil have det og alt det der. Mange i familien siger: "Når de lukker ham ud, vil vi alle være der." Jeg siger: "Ja, vi skal nok få det sjovt."

: Curtis' far, Archie, sagde ikke meget, første gang jeg mødte ham. Han sad ved siden af sin kone, og når hun talte, sukkede han bare eller rystede på hovedet. Jeg spurgte blomsterne, om de havde nogen billeder af Curtis. De fortalte mig, at de kun havde ét, fordi deres hus brændte ned i 1999, lige før Curtis' anden retssag. Lola og Archie var ude af byen i Memphis, da det skete. Deres datter overnattede i deres hus med nogle af deres børnebørn.

: Min datter var hjemme, og hun sagde, at det lød, som om noget var sprængt i luften eller noget. Der var en høj lyd, og da hun så efter, brændte alting. Det brændte bare overalt.

: Hvad angår brandårsagen, er der ifølge rapporten fra brandvæsenet, som jeg fik en kopi af, ingen endelig afgørelse om, hvad der forårsagede branden. Men Lola fortalte mig, at efter branden var der nogen, der fortalte hende, at de havde hørt noget fra en hvid person i byen.

: Men nogen sagde, at de hørte: "Hvis de lader den nigger gå, vil endnu et hus brænde.

: Og hvad synes du om det?

: Hvad tror du, jeg synes om det? At nogen sikkert har sat ild til den.

: For mange år siden, omkring tidspunktet for den første retssag, forsøgte Curtis' venner og familie at organisere folk i byen for at hjælpe Curtis. Jeg tog med vores producer, Samara, af sted for at tale med nogle af de mennesker, der var involveret i det. Pastor Jimmy Forrest og hans kone, Rosie.

: Hej. Er du pastor Forrest?

: Ja, det er jeg.

: Pastor Forrest havde fået et slagtilfælde året før. Så Rosie stod for det meste for snakken.

: Men det vi forsøgte at gøre i hele familien var at se, om vi skulle skaffe penge, skaffe advokater, finde en advokat til ham. Skal vi... Vi ville bare tale om og finde ud af, hvad vi kan gøre for at hjælpe Curtis.

: [uhørlig]

: Ja. Bare vær der for ham.

: Rosie sagde, at hendes mand, Jimmy, dengang tog initiativ til at organisere et møde i lokalsamfundet. Rosie fortalte mig, at det føltes, som om der var en vis dynamik, som om de virkelig kunne få noget i gang. Men så en dag, inden mødet fandt sted, kom en kvinde ind i salonen, hvor Rosie arbejdede, en sort kvinde, som Rosie nægtede at nævne navnet på. Og denne kvinde fortalte Rosie, at hun var blevet bedt om at aflevere en besked til sin mand, Jimmy fra den hvide side af byen. Beskeden var kort.

: Han har brug for at slappe af. Han har brug for at slappe af, køle af.

: Hvem var beskeden fra?

: Vi ved det ikke præcist, men vi ønskede ikke, at vores hus skulle brænde ned, eller at der skulle ske noget med vores familie.

: Havde De stadig dette møde?

: Gjorde vi det? Nej.

: Nej, det gjorde vi ikke. Alle forsvandt bare. Vi havde planlagt at mødes og tale om det. Ingen sagde... Men så gjorde vi bare ikke andet. Vi trak os tilbage.

: Fordi det lød som en trussel, ikke sandt, som du modtog.

: Det var det. Det var det. Det var det. Det var en trussel. Hvis du havde været her... Faktisk ville jeg, hvis jeg havde, hvis jeg vidste nok om retssystemet, eller advokater eller hvad som helst, have undersøgt den hændelse. Jeg ville have forsøgt at følge op på det, men jeg vidste ikke nok. Vi har ikke... Det dårlige ved det er, at man ikke kan bevise noget af det her.

: Havde du hørt om den slags ting, der er sket i Winona før?

: Det har jeg. Og det var det, der skabte frygten.

: Dette er sæson 2 af "In the Dark", en undersøgende podcast fra APM Reports. Jeg er Madeleine Baran.

: Denne sæson handler om sagen om Curtis Flowers, en sort mand fra en lille by i Mississippi, som har brugt de sidste 21 år på at kæmpe for sit liv, og en hvid anklager, som i samme periode har brugt lige så meget tid på at forsøge at henrette ham.

: Jeg var i Mississippi for at finde ud af, hvad der foregik i sagen om Curtis Flowers, for at finde ud af, hvorfor anklageren, Doug Evans, havde prøvet sagen seks gange. Jeg besluttede at starte min reportage med at se på de beviser, som Doug Evans fremlagde for jurymedlemmerne i disse seks retssager.

: Som jeg så det, bestod sagen mod Curtis Flowers i virkeligheden af tre ting: den rute, som han sagde, at Curtis gik den morgen, hvor mordene fandt sted, den pistol, som han sagde, at Curtis brugte til at myrde de fire personer i butikken, og de tilståelser, som han sagde, at Curtis havde givet sine cellekammerater. Ruten, pistolen og tilståelserne. Jeg besluttede at starte med ruten.

: Jeg tog af sted med vores producer, Natalie, for at se det selv.

: Okay, så vi står foran Curtis Flowers' hus, hvor han boede i 1996, og vi skal til at gå den rute, som staten siger, at Curtis gik den dag.

: Og klokken er omkring 7 om morgenen.

: Ja. Så det er omkring det tidspunkt, han ifølge staten ville være begyndt.

: Okay.

: Så lad os begynde at gå.

: Til højre, i princippet.

: Ifølge Doug Evans havde Curtis gået overalt den morgen. Han stod tidligt op om morgenen den 16. juli, forlod sit hus på vestsiden af byen og begyndte at gå mod øst. I det kvarter, hvor Curtis boede, er husene små og tæt på hinanden. Det er bakket, gårdene er korte, og nogle huse ligger praktisk talt op ad gaden.

: Folk er ude i deres haver, hænger ud og vinker til folk, når de kører forbi. Ifølge Doug Evans gik Curtis ud af sit kvarter og gik mod øst. Han krydsede en af byens største gader, Highway 51, og fortsatte sin vej. Curtis drejede ned ad en gade, der førte til en lille syfabrik.

: Vi er på vej op til Angellica Drive.

: Han gik op på parkeringspladsen lige uden for fabrikken og stjal en pistol fra handskerummet i en bil.

: Derefter går han hjem.

: Derefter gik han hele vejen hjem, tilbage til den vestlige del af byen, til sin nabo.

: Vi krydser 51. Nu er vi tilbage på Curtis' side af byen.

: Curtis var hjemme hos ham i et par minutter. Derefter tog han af sted igen, denne gang for at gå til Tardy Furniture. Tardy Furniture lå helt på den anden side af byen, på den side af byen, hvor Curtis lige var. Så han tog tilbage mod øst for at gå til butikken.

: Vi krydser endnu en travl gade.

: Han gik forbi husblok efter husblok, og da han kom tættere på Tardy Furniture, begyndte han at komme forbi forretninger: et autoværksted og et renseri. Han nåede frem til Tardy Furniture, gik ind og dræbte alle fire personer der. Derefter gik han ud af hoveddøren og gik mod vest for at tage hjem.

: Undervejs stoppede han ved en nærbutik på Highway 51 for at købe chips og en sekspakke øl.

: Det er så lang en tur.

: Det er det virkelig.

: Da Natalie og jeg var færdige, havde vi gået i en time og 36 minutter. Den rute, som anklageren, Doug Evans, sagde, at Curtis Flowers tog, var lang. Den var næsten 8 km lang. Og det er frækt. Den ville have ført Curtis gennem hele byen Winona den morgen.

: Da Curtis Flowers talte med efterforskerne på dagen for mordene og senere, da han vidnede i retten, sagde Curtis Flowers, at han aldrig havde gået den vej. Faktisk sagde han, at han slet ikke var på den østlige side af byen den morgen. Han havde tilbragt hele morgenen i sit eget kvarter på vestsiden.

: Men problemet for Curtis Flowers var, at anklageren, Doug Evans, havde fundet vidner, som placerede Curtis på næsten alle steder på ruten. Disse rutevidner var en af de stærkeste dele af statens sag. Hver af dem løftede deres højre hånd og afgav ed og bevidnede, at de havde set Curtis den dag, da han gik forbi.

: Selv om ingen af vidnerne sagde, at de så Curtis bære en pistol eller så noget blod på ham, var deres vidneudsagn stærke. De fleste af disse rutevidner kendte Curtis. Mange af dem havde kendt Curtis hele deres liv. De fleste af dem var sorte og var vokset op i det samme kvarter som Curtis. Da Doug Evans kaldte dem i vidneskranken og bad dem beskrive, hvem de havde set den morgen, kunne disse vidner ikke have været mere tydelige. De ville pege på Curtis og sige. "Det var Curtis. Der er han. Jeg har kendt ham i årevis."

: Det var svært for Curtis' advokater at bryde fortryllelsen af den rute, de forsøgte at krydsforhøre hvert af vidnerne. Men det virkede ikke til at gøre meget. Hvis noget, så syntes vidnerne, som retssagerne skred frem, at blive endnu mere sikre og endnu mere vrede på forsvarsadvokaterne for at tvivle på dem. Det var let at se, hvordan en jury ville blive overbevist af disse rutevidner.

: For jurymedlemmerne virkede disse vidner troværdige, som mennesker, der gjorde det rigtige. Doug Evans fortalte dem, at alt det, som vidnerne sagde, alle deres individuelle historier, passede sammen. Det gav mening som én historie, én rute, en klar, overbevisende historie om en mand, der gik for at begå mord.

: Men der var noget, jeg fandt mærkeligt ved denne rute og ved disse vidner. Det lykkedes mig at finde frem til de oprindelige erklæringer, som vidnerne på ruten havde afgivet til politiet. Der var mindst 12 vidner, som havde afgivet erklæringer om at have set Curtis Flowers gå på dagen for mordene. De fleste af dem vidnede under retssagen.

: Opgørelserne er ret grundlæggende. "Har du set Curtis Flowers. Kan du huske, hvad han havde på?" Den slags ting. Men det er det tidspunkt, hvor udtalelserne blev afgivet, der stod for mig. Den første erklæring fra et vidne, der nævner Curtis, kom først en måned efter mordene.

: Nogle erklæringer blev først givet fire, fem eller endog ni måneder senere. Det forekommer mig mærkeligt, fordi det, som vidnerne beskrev, virkede helt ualmindeligt. De beskrev en mand, som de kendte, som boede i deres nabolag, og som gik forbi dem, en mand, der ikke gjorde noget mærkeligt. Han gik bare. Det var det hele.

: Jeg kunne ikke se nogen grund til, at nogen på morgenen for mordene ville have forbundet det med et firedobbelt mord i henrettelsesstil i en anden del af byen. Og hvis man ikke kunne skabe den forbindelse i sit hoved den dag, hvordan i alverden skulle man så kunne skabe den uger eller måneder senere? Og selv hvis du kunne huske det, hvorfor skulle du så vente så længe med at fortælle det til politiet? Det var det, jeg ville finde ud af, da jeg sammen med vores producer, Natalie, tog ud for at finde disse vidner sidste sommer.

: Jeg var ikke sikker på, hvad jeg kunne forvente. Mange mennesker i Winona fortalte mig, at disse vidner ikke taler om deres vidneudsagn. De taler overhovedet ikke om sagen. Jeg kunne ikke finde noget om, at nogen af vidnerne nogensinde har givet et interview til en journalist. Og da vi fandt et af vores første vidner og spurgte ham om hans vidneudsagn, fik vi ikke ligefrem en lovende start.

: Det er fortroligt.

: Denne fyr hedder James Edward Kennedy, men alle kalder ham bare Bojack.

: Det er fortroligt. Det er ikke meningen, at vi skal tale om det.

: Åh. Hvordan kan det være?

: Vi må ikke tale om det, fordi andre mennesker har fået et forkert indtryk af at tale med folk som jer alle sammen. Så jeg selv taler ikke om det.

: Gør du ikke det?

: Jeg vil ikke tale om det, punktum, fordi det er fortroligt, og det skabte forvirring på begge sider.

: Bojack havde talt med distriktsadvokatens efterforsker John Johnson i september 1996, to måneder efter mordene. Han sagde, at han havde set Curtis Flowers gå forbi sit hus og ryge en cigaret om morgenen den 16. juli 1996, i nærheden af den fabrik, hvor Curtis angiveligt havde stjålet pistolen.

: Bojack havde vidnet i fem af Curtis Flowers' retssager, og i alle disse retssager havde Bojack aldrig svigtet. Han var helt sikker på, at han havde set Curtis den dag. Jeg endte med at tale med Bojack i næsten fire timer over to dage. Og til sidst fortalte han mig en historie om, hvad han havde set den dag, hvor mordene fandt sted. Det var mere eller mindre den samme, som han fortalte i retten fem gange om, at han havde set Curtis den dag. Bojack fortalte mig, at han var ude på sin veranda på det tidspunkt, da han så ham.

: Går derhen.

: Går du tilbage?

: Ja.

: Og har du sagt noget til ham?

: Åh, ja. "Hej, mand. Hvad laver du hernede så tidligt om morgenen?" og han mumlede noget, og han stoppede aldrig.

: Men det blev hurtigt klart, at Bojack er den slags fyr, der siger en masse ting, og den slags fyr, der bare kan lide at fortælle historier.

: Der er meget, jeg ved.

: Bojack fortalte mig f.eks., at ISIS var i Winona.

: ISIS. ISIS var her.

: Som her i Winona?

: Her, i Winona.

: Og dengang floden i Winona pludselig skiftede retning og begyndte at flyde baglæns.

: Og så flyder floderne baglæns. Det stod der ikke i avisen.

: Og han fortalte mig også, at han var bekymret for, at min mikrofon kunne sende beskeder til russerne.

: Hvis Rusland kan hacke sig ind i valget, tror du så ikke, at de også vil hacke sig ind i det, du siger?

: Bojack sagde ikke nogen af disse ting med nogen reel seriøsitet. Det virkede slet ikke som om, han virkelig troede, at min mikrofon var i kontakt med Vladimir Putin. Han lavede bare sjov med mig. Bojack fortalte mig gerne om alt muligt, men det eneste, han ikke ville tale om, var, hvordan han var endt med at afgive en forklaring til politiet to måneder efter mordene.

: Det kan jeg ikke sige.

: Det tror jeg.

: Det er alt, hvad jeg ønsker at fortælle dig, som jeg ikke har lov til at sige.

: Jeg troede faktisk ikke, at det ville være et så stort spørgsmål.

: Det er det hele. Jeg vil ikke sige mere. Jeg mener, jeg kigger på, i mit baghoved siger det mig, at jeg ikke skal sige mere. Den siger til mig, at jeg ikke skal tale mere.

: Som sommeren skred frem, blev Natalie og jeg ved med at tale med vidnerne, og langsomt begyndte vi at finde ud af, hvordan disse vidner kom til at afgive udtalelser til efterforskerne. Det viste sig, at det ikke var sådan, at de bare tog telefonen og ringede til politiet for at rapportere, hvad de havde set. I Curtis Flowers-sagen gik det den anden vej.

: Hej, hvordan går det?

: Okay. Jeg hedder Mary. Vil I alle have mig?

: Åh, ja.

: Jeg talte med et rutevidne ved navn Mary Jeanette Fleming, som fortalte mig, at hun ikke helt forstår, hvordan hun blev involveret i denne 21 år lange sag om dødsstraf. Hun sagde, at hun en dag, omkring syv måneder efter mordene, var på arbejde på McDonald's, da politichefen i Winona kom ind.

: Han kom op på McDonald's og bad mig komme til politistationen, og jeg spurgte, hvorfor vi skulle gøre det, at det var noget, der var sket med et af mine børn, og at han alligevel aldrig havde fortalt mig noget.

: Du var bekymret for, at der var noget galt med dine børn, tror du?

: Han sagde bare, at han ville tale med mig på stationen den dag, du ved.

: Mary Jeanette spurgte sin chef, om hun kunne gå fra arbejde lige midt i hendes vagt, og han sagde ja. Og så kørte hun selv ned til politistationen i Winona. Hun sagde, at hun stadig ikke vidste, hvad det drejede sig om. Og så endte hun i et rum med en efterforsker.

: Så da jeg kom derhen, bragte han sagen om Flower-sagen på bane.

: Og spurgte de dig, om du så Curtis en dag efter mordene, eller...?

: Ja, frue. Det var det, han spurgte mig om.

: Mary Jeanette sagde, at hun fortalte efterforskeren, at hun huskede at have set Curtis gå forbi hende på fortovet om morgenen for mordene, syv måneder tidligere.

: Så jeg fortalte ham bare, at jeg havde set ham den morgen. Jeg ville alligevel ikke have politiet derovre.

: Mary Jeanette Fleming har været nødt til at vidne ved hver eneste retssag, som Curtis Flowers har haft i 21 år. Hun sagde, at alt dette har vendt hendes familie mod hende. Hun sagde, at hendes familie mener, at Curtis er uskyldig, og at de tror, at hun gik til politiet med en opdigtet historie, så hun kunne få den dusør på $30.000, der var blevet udlovet i sagen.

: Mine egne folk var imod mig og fortalte mig, at jeg løj for at få mere af den slags ting. Jeg ville ikke have nogen skide løn.

: Hvorfor tror du, at de ikke ønskede, at han skulle fortælle den historie?

: Fordi de var venner med ham. [uhørligt] fortæller mig, at han var en kirkemand. Nå, og hvad så? Det gør jeg også. Du ved, så han vandt ikke handlen. Nej, han kunne ikke have dræbt så mange mennesker den gang. Jeg sagde ikke, at han gjorde det. Jeg sagde, at jeg havde set ham den morgen i den retning. Jeg fortalte dem, at jeg ikke ved, hvad han tog hen til.

: Så din egen familie beskyldte dig for at være en løgner.

: Ja. Min egen. Jeg blev helt sikkert så syg, at jeg stadig har den [stjerne].

: Vi fandt et andet vidne, Danny Joe Lot, liggende på en bænk foran en Dollar General Store, med armene over øjnene for at blokere eftermiddagssolen.

: Er du Danny Joe Lot?

: Det er jeg helt sikkert.

: Fint.

: Tilbage i 1997 havde Danny Joe afgivet en detaljeret erklæring til statsadvokatens efterforsker, John Johnson. Det var omkring 10 måneder efter mordene, da han afgav den. Da jeg fandt Danny Joe, havde han tydeligvis drukket, og Danny Joes hukommelse var efter eget udsagn forfærdelig. Han fortalte mig, at tilbage i 1996 drak han sig fuld næsten hver dag. Han fortalte mig, at han faktisk drak en øl den morgen, hvor nogle betjente kom forbi i maj 1997, 10 måneder efter mordene, og bad ham om at tage med dem ned på politistationen.

: De fik mig.

: Hvem fik dig?

: Jeg ved det ikke. De hvide mænd, en af dem er politiet. Jeg ved det ikke.

: Og de bad dig om at sætte dig ind i bilen.

: Ja.

: Var du bange? Som om de bare kom forbi. Du ved ikke, hvor de er.

: Ja, for fanden, jeg var bange. Jeg vidste ikke, hvem de var. Jeg kom bare ind. I

: Danny Joe Lot var blevet taget af politiet mange gange i årenes løb, men denne gang var det anderledes. Denne gang sagde han, at de ikke gav ham håndjern på, og at de lod ham køre med på forsædet.

: De sagde: "Vi vil ikke... Vi lægger dig ikke håndjern på." Jeg sagde: "Okay." Han sagde: "Sæt dig ind på forsædet." Jeg satte mig foran. Han sagde: "Du er ikke død, og nu skal vi stille dig et spørgsmål om Curtis."

: Danny Joe fortalte mig, at da han kom til politistationen, blev han sat ind i et rum med den samme efterforsker, som talte med mange af de andre vidner, John Johnson, efterforsker for distriktsadvokatens kontor. Det var der, han afgav en forklaring om, at han havde set Curtis.

: Jeg blev ved med at tale med vidnerne, og efterhånden som jeg gjorde det, blev det mere og mere mistænkeligt, ikke for vidnerne, men for efterforskningen. Nogle mennesker virkede lidt skrækslagne. De talte til mig gennem gitterdøre eller ud af bilvinduer.

: Jeg behøver ikke at tale om det, okay, for jeg [uhørligt].

: Jeg bankede på en kvindes dør, men hun ville slet ikke komme ud. Hun sagde blot, at hvis Curtis havde en ny retssag, ville hun nægte at vidne.

: Jeg ønsker ikke at være indblandet nogen steder.

: Jeg tog hen for at se et meget lille vidne. Hun vidnede ikke engang under retssagen, for det eneste hun sagde var, at hun så Curtis i hans eget kvarter på dagen for mordene. Men da jeg opsøgte denne kvinde, fortalte hun mig, at hun faktisk ikke havde set Curtis den dag.

: Nej. Nej, jeg så ikke Curtis.

: Og så lukkede hun døren for mig. En dag endte jeg med at tale med en mand, hvis kone var et vidne, men hun vidnede aldrig i retten. Da jeg kom forbi, lå hans kone og tog en lur. I begyndelsen var han meget venlig og inviterede mig indenfor. Men da jeg spurgte til hans kones forklaring om, at hun havde set Curtis, sagde han, at jeg skulle gå.

: Du ved, [uhørligt] at tale om det.

: At hans kone ikke ville ønske, at han talte om det.

: Hun vil ikke tale med dig om det. Jeg ved, at [uhørlig].

: Da jeg spurgte ham hvorfor, sagde han, at hans kone havde følt sig presset af de retshåndhævende myndigheder til at gøre det.

: Hun blev presset til at tale [uhørligt].

: At de havde spurgt om ting, hun ikke vidste noget om. Han ville ikke forklare, hvad han mente. På vej ud kom han med en virkelig kryptisk bemærkning. Han sagde, at de ville have alt.

: De ville have alt.

: De ville have hende til at indgå nogle forpligtelser, som hun ikke kunne opfylde. Og så fortalte han mig det. Jeg har sagt mere, end jeg nok skulle have sagt. Og interviewet var slut.

: Og så en dag mødte jeg et vidne ved navn Ed McChristian. Det er efter pausen.

: In the Dark støttes af Quip.

: Når du tænker på de ting, du gør hver dag, er tandbørstning nok ikke det, du tænker mest på, men det burde det være, når det er noget, der er så vigtigt for dit helbred. Derfor ønsker Quip at hjælpe dig med at børste bedre. Til at begynde med er Quip en elektrisk tandbørste, der koster en brøkdel af prisen på større børster, mens den stadig har den rette mængde vibrationer til at hjælpe dig med at rense dine tænder. Quip's indbyggede tidsindstilling hjælper dig med at rense i de to minutter, som tandlægen anbefaler, med vejledende pulser, der minder dig om, hvornår du skal skifte side.

: Dernæst er Quip-abonnementer til gavn for din sundhed, ikke kun for din bekvemmelighed. De leverer nye børstehoveder efter en af tandlægerne anbefalet tidsplan hver tredje måned for kun $5, inklusive gratis forsendelse til hele verden. Lad Quip tænke for dig, når det kommer til dine tænder. Quip starter ved kun $25, og hvis du går ind på getquip.com/dark lige nu, får du din første refillpakke gratis sammen med en elektrisk tandbørste fra Quip. Det er din første genopfyldningspakke ree på getquip.com/dark, stavet G-E-T-Q-U-I-P.com/dark.

: Ed McChristian bor i et pænt murstenshus i én etage. Da jeg gik hen til ham, var der en aircondition i vinduet, der blæste.

: Kan vi sætte os ned et øjeblik? Har du noget imod det? Det er bare så varmt.

: Ed McChristian var iført blå jeans og en T-shirt, der blev mere og mere gennemvædet af sved, mens vi sad i havestole på en lille betonstrimmel foran hans hus. Han holdt en lille blå vaskeklud i sin højre hånd, og hvert minut eller deromkring løftede han den op til hovedet for at tørre sveden af, der strømmede ned ad den. Og så foldede han pænt den blå vaskeklud sammen og trykkede den ned på sine jeans for at tørre den af.

: Jeg stillede Ed McChristian alle mine sædvanlige spørgsmål. Han fortalte mig, hvordan han så Curtis Flowers gå forbi sit hus den dag, hvor mordene fandt sted. Han fortalte mig, at han ikke kontaktede politiet for at fortælle dem om dette, men at politiet kontaktede ham, og at han afgav en erklæring til John Johnson på politistationen. Ed McChristian havde talt med John Johnson omkring en måned efter mordene. I retten har Ed McChristian altid vidnet, at han var sikker på, hvad han så, nemlig at Curtis Flowers gik forbi hans hus om morgenen den 16. juli 1996.

: Han døde bare, bare sådan lige pludselig. Jeg tænkte ikke på ham. Jeg mener, man ved jo ikke, at der ikke skete noget, så jeg kiggede bare op og så, hvem han var, og genkendte ham. Det var det hele.

: Hvor sikker er du på, at det var den morgen, du så Curtis.

: Jeg var ikke engang helt sikker. De vidste mere om det, end jeg gjorde.

: Jeg var ikke engang helt sikker. De vidste mere om det, end jeg gjorde. Hvad betød det? Og så fortalte Ed McChristian mig, hvordan det kom sig, at han afgav en så detaljeret erklæring om, at han havde set Curtis Flowers den 16. juli 1996. Han sagde, at den forklaring, han gav, ikke startede med ham. Den startede med John Johnson.

: Ed McChristian fortalte mig, at Curtis Flowers gik forbi hans hus på et tidspunkt den sommer, men han huskede aldrig hvilken dag det var. De sagde, at det ikke var noget problem, for da han gik ind i rummet på politistationen, vidste John Johnson allerede, hvilken dag han havde set Curtis, at han havde set Curtis Flowers den 16. juli 1996.

: De havde skrevet det ned på en blok til mig. Så alt, hvad jeg skulle gøre, var at gå derhen, og de stillede mig spørgsmålet, og jeg svarede.

: Ed McChristian sagde, at det stadig ikke er klart for ham, hvordan John Johnson vidste dette. Han sagde, at Johnson fortalte ham, at nogen havde meldt ham, at nogen havde sagt, at Ed McChristian havde set Curtis den 16. juli. Johnson ville ikke sige, hvem denne person var. Det hele var ret foruroligende.

: Nogen havde fortalt dem, at jeg havde set ham, så jeg kunne ikke sige, at jeg ikke havde set ham.

: Så Ed McChristian sagde: "Ja, jeg så Curtis Flowers den 16. juli 1996." Han afgav erklæringen og vidnede om den i seks retssager.

: Og hvis du ikke var blevet kaldt ind, og de ikke havde sagt "16. juli 1996", ville du så overhovedet have husket den dag, hvis du ikke var blevet kaldt ind?

: Nej

: Ed McChristian fortalte mig, at hver gang en anden af Curtis' retssager kom op, og han fandt ud af, at han skulle vidne igen, ville han ikke tage af sted, men han mente ikke, at han havde noget valg. Han fortalte mig, at han ikke er sikker på, hvad der ville ske med ham, hvis han direkte nægtede at vidne, men at hvad det end ville være, ville det ikke være godt, som at han måske skulle betale en bøde eller endda kunne blive smidt i fængsel.

: De sagde altid, at de ville stævne mig hver gang.

: Så du havde ikke noget valg.

: Hver gang fik jeg en stævning.

: Har du nogensinde sagt: "Jeg gør det ikke"?

: Du aner ikke, hvor meget jeg havde lyst til det. Og jeg sagde det aldrig, men jeg ville gerne. Gør ikke ikke godt.

: Vi havde talt med næsten alle vidnerne på den rute, som anklageren, Doug Evans, sagde, at Curtis havde gået den morgen, hvor mordene fandt sted. Jeg havde kun to vidner tilbage, og den historie, som disse to vidner fortalte, var af afgørende betydning for statens sag mod Curtis. Deres navne var Roy Harris og Clemmie Fleming.

: De talte ikke med de retshåndhævende myndigheder før omkring ni måneder efter mordene. Clemmie og Roy afgav hver sin forklaring til John Johnson. Men det, de fortalte ham, var mere eller mindre den samme historie. Clemmie og Roy sagde, at de var i en bil sammen den morgen, hvor mordene fandt sted. Roy kørte, og Clemmie sad på passagersædet. Clemmie havde bedt Roy om at give hende et lift til Tardy Furniture for at betale sin møbelregning.

: Roy og Clemmie kørte op uden for butikken. Det var lige omkring tidspunktet for mordene, men Clemmie besluttede ikke at stige ud af bilen, for selv om hun var kørt hele vejen herned, forklarede hun senere, at hun ikke havde det godt, fordi hun var gravid i femte måned.

: De tog af sted, og da de kørte rundt om hjørnet og kom omkring en blok eller to væk fra Tardy Furniture, så de en mand forude, der løb over en mark, løb mod vest, som om han løb væk fra centrum. Clemmie genkendte ham med det samme. Det var hendes nabo, Curtis Flowers.

: Hun udpegede ham for Roy, men Roy kendte ham ikke. De talte ikke med Curtis. De kunne ikke huske, hvilket tøj han havde på, eller hvilke sko han havde på. De beskrev ikke, at de havde set noget blod på ham eller en pistol, men det, de så, var slemt nok: Curtis Flowers løb mod vest omkring tidspunktet for mordene, kun en blok eller to fra Tardy Furniture. Clemmie og Roy vidnede begge i den første retssag, men næsten lige så snart den første retssag var slut, begyndte Clemmie og Roy's historie at falde fra hinanden.

: Sidste sommer tog jeg sammen med vores producer, Samara, ud for at finde Roy Harris. Han bor i en lille by omkring en halv time fra Winona. Roy havde ikke noget telefonnummer, og vi kunne ikke finde nogen, der havde en adresse på ham, så vi begyndte bare at stoppe på tankstationer og lastbilstationer og spurgte, om nogen kendte ham.

: Ved du tilfældigvis, hvor Roy Harris bor?

: Jeg har ingen anelse.

: Okay. Så er vi klar.

: Ved du, hvor Roy Harris bor?

: Hvem er det?

: Roy Harris.

: Roy Harris. Jeg kan ikke placere ham.

: Okay. Ved du tilfældigvis, hvor Roy Harris bor? Nej. Okay.

: Til sidst stoppede vi ind på en café og spurgte de damer, der stod ved frokostbuffeten, om de vidste, hvor vi kunne finde ham.

: Faktisk forsøger vi at mødes med en mand ved navn Roy Harris, men vi kan ikke finde ud af, hvor han bor.

: Er det ikke ham?

: Åh, er det ham der?

: Kassereren pegede på en ældre mand, der sad ved et bord sammen med en kvinde. De var ved at spise frokost. Det var Roy Harris og hans kæreste, Joanne Young.

: Jeg vil ikke forstyrre din frokost.

: [uhørlig] sæt dig ned [uhørlig].

: Rart at møde dig. Hej.

: Rart at møde dig. Mit navn er Joanne.

: Hej. Jeg hedder Madeleine.

: Joanne fortalte os, at det ikke ville blive let at tale med Roy, fordi Roy var næsten helt døv. Han mistede det meste af sin hørelse, da han var teenager, da en traktor kørte over hans hoved. Han kunne ikke tegnsprog. Han brugte ikke et høreapparat. Vi lagde planer om at mødes med dem et par dage senere i Joannes hus.

: Hej.

: Kom indenfor. Skal jeg gå op til Roy og finde ham?

: Faktisk ikke. Overhovedet ikke.

: Joanne var iført en lang, flydende nederdel og rød læbestift. Roy var iført en baseballkasket, en T-shirt og jeans. Vi satte os ved Joanne's køkkenbord, og med det samme tog Joanne styringen af interviewet.

: Han kan høre ordene, men han kan ikke se, hvad det er.

: Så han kan høre, at der er nogen, der taler.

: Ja, men hvad det er, ved han ikke. Han kan læse dine læber. Mine læber, han kan læse mig godt.

: Ja. Ja. Det er derfor, det er godt at have dig her.

: Jeg mener, helt ærligt, Roy, hun vil stille dig nogle spørgsmål.

: Jeg ved det. Jeg ved det.

: Tak.

: Roy Harris fortalte mig, at han den morgen, hvor mordene fandt sted, så han en mand løbe over gaden, et par blokke eller to fra Tardy Furniture. Men han fortalte mig også, at da han så denne mand, var det meget tidligere på morgenen, og at han var alene i bilen. Clemmie var ikke sammen med ham. Roy sagde, at han ikke tog Clemmie med på en køretur før senere samme morgen, efter at han havde set manden, og at da han sad i bilen med Clemmie, så de ikke nogen løbe.

: Men hun kunne ikke se nogen løbe. Den eneste gang, jeg har set nogen løbe, var, da jeg var alene. Hun var ikke sammen med mig, da jeg så ham løbe. Og da jeg tog hende med, så vi ikke nogen løbe.

: Cirka ni måneder efter mordene fortalte de retshåndhævende myndigheder Roy Harris, at de ønskede at tale med ham. Roy vidste ikke, hvordan de havde fundet ham. Han tænker, at nogen på en eller anden måde må have fortalt nogen om den mand, han havde set løbe. Roy sagde, at han tog ned på politistationen, og ligesom så mange af de andre vidner endte han i et rum med John Johnson, efterforskeren for distriktsadvokatens kontor.

: Hvad sagde han så, da I mødtes?

: Hvad sagde han, da I mødtes? Hvad sagde han til dig, da han tog dig med på politistationen?

: Han viste mig Curtis Flowers' billede, som et skolebillede.

: Åh. Og hvor mange billeder viste de dig?

: Hvor mange billeder har de vist dig?

: En.

: Kun én.

: Hr. Flowers' billede. Han spurgte mig, om det var den fyr, jeg havde set løbe, og jeg svarede nej. Jeg fortalte ham, at det ikke var ham.

: Roy Harris sagde, at John Johnson pressede ham på dette punkt. Var det ikke Curtis Flowers, han så, og var Roy ikke i bilen sammen med Clemmie, da de så manden?

: Og så blev han ved og ved og ved og ved. Han prøvede at få mig til at sige, du ved, at du gjorde det, du ved, at hun var sammen med mig. Men jeg fortalte ham, at det var hun ikke.

: Så han blev ved med at udspørge dig?

: Blev ved, ved, ved, ved. og jeg ville ikke være enig i det.

: Men til sidst, sagde Roy, brød han sammen og fortalte John Johnson det. "Fint. Jeg så Curtis Flowers sammen med Clemmie den morgen, hvor mordene fandt sted." Roy sagde, at han gjorde det, fordi han ville væk derfra. Han ville bare have, at det skulle være slut.

: Jeg var lidt bange for Johnson.

: Hvorfor var du bange for Johnson?

: Jeg var bange for, at han ville få nogen til at gøre noget ved mig eller noget i den retning, for han prøvede alligevel at gøre mig helt til grin. Så...

: Åh. Okay.

: Hvad troede du, at han ville gøre?

: Hvad tror du, at han vil gøre?

: Jeg ved det ikke. Hvad som helst. Jeg ved ikke hvad.

: Men du var bange for ham.

: Ja, fordi han vidste, hvad jeg ikke kunne høre godt, og han prøvede at få mig i problemer, du ved, ved at sige noget forkert og den slags, så ville han få mig låst inde.

: Men det lyder som om, at du følte dig truet.

: Ja, det gjorde jeg. Ja, det gjorde jeg.

: Jeg forsøgte at tale med John Johnson om dette, men han reagerede ikke på min anmodning om et interview. Roy vidnede under den første retssag, at han og Clemmie så Curtis den dag, men efter den første retssag gik Roy Harris til Curtis' advokater og fortalte dem, at hans vidneudsagn ikke var sandt.

: Efter at Roy Harris havde trukket sit vidneudsagn tilbage, havde anklageren, Doug Evans, et problem. Historien om Roy og Clemmie havde været et af de stærkeste beviser for Curtis' rute under den første retssag. Nu var den historie ved at falde fra hinanden. Hvis Clemmie også ændrede sin historie, ville det være endnu værre. Hvis det skete, ville Doug Evans ikke længere have en historie om Curtis' flugt fra downtown. Alt han ville have, ville være nogle historier om Curtis, der gik rundt. Så efter at Roy havde ændret sin historie, gik Doug Evans' efterforsker, John Johnson, i gang med at fastlåse Clemmies historie.

: Og denne tingest optager. Clemmie, for at det skal være helt klart, mit navn er John Johnson. Jeg er også [uhørlig].

: Det lykkedes mig at finde frem til den video, som John Johnson optog af Clemmie Fleming, efter at Roy havde tilbagekaldt sig.

: Dagens dato er den 8. februar 1999. Vi befinder os på statsadvokatens kontor i Winona, Mississippi, og vi har bedt Dem om at komme ind og afgive endnu en erklæring til os vedrørende Curtis Flowers [uhørlig].

: Clemie ser ung ud i videoen. Hun er kun 22 år gammel. Hun taler knap nok over en hvisken. Hun er iført hvide spandex-y shorts og en langærmet stribet poloshirt med lange ærmer. Hendes hår er glat og ned til ørerne. Hun har sølvøreringe på. Hun er i et rum med John Johnson og en anden efterforsker. Begge efterforskere er uden for kameraet Clemmie sidder i en blå kontorstol, og hun svinger hele tiden til venstre og højre.

: [uhørligt] Hvor skulle du hen, og hvad prøvede du at gøre den morgen?

: [uhørlig].

: John Johnson og den anden efterforsker tager Clemmie med gennem en hel historie.

: Okay, Clemmie, fra det tidspunkt, da du så ham første gang, hvad var hans handlinger? Hvad gjorde han?

: Han var på flugt.

: Okay. I hvilken retning?

: Han løb ligesom mod [uhørligt].

: Mod eller... Okay. Med andre ord ville det have været væk fra Tardies.

: Mm-hm. Ja.

: Okay.

Under hele interviewet. John Johnson og den anden efterforsker bliver ved med at henvise Clemmie til de udtalelser, hun gav under retssagen. De bliver ved med at minde hende om, hvad hun tidligere har sagt.

: Jeg tror, at du i din erklæring eller dit vidneudsagn havde [uhørligt], at han løb, som om nogen var efter ham.

: Mm-hm.

: Derefter fortæller John Johnson Clemmie, hvorfor de ønskede at lave denne optagelse.

: Det, vi grundlæggende vil vide her til morgen, Clemmie, den dag, du kom ind og afgav denne erklæring, var det, om jeg fik dig til at sige noget?

: Nej.

: Var din erklæring gratis og frivillig?

: Ja.

: Har jeg tilbudt dig penge eller en belønning eller nogen form for taknemmelighed, hvis du ville afgive denne erklæring?

: Nej.

: Og jeg har heller ikke vejledt dig om, hvad du så den morgen?

: Nej.

: Det foregår på denne måde.

: Var du ærlig i din udtalelse den dag, Clemmie?

: Jeg ville ikke lyve på den måde. Mm-hm.

: Og du har været utro i dit vidnesbyrd. Under ed har du løftet hånden og svoret at sige sandheden. Er det korrekt?

: Jeg ville ikke lyve.

: Og De fortalte faktisk sandheden dengang, ikke sandheden? Jeg tror, det er alt, hvad vi har brug for, Clemmie. Vi vil bare registrere, at du har sagt sandheden, at vi ikke har vejledt dig om, hvad du skulle sige, at din forklaring er fri og frivillig, og at du ikke har trukket dig tilbage fra at være et sandfærdigt vidne.

: Ja.

: Og mange tak. Og dermed er erklæringen afsluttet.

: Jeg har talt med en masse mennesker, der kender Clemmie: hendes venner, hendes familie, og de har alle sagt, at på trods af hvad Clemmie har fortalt politiet, og på trods af Clemmies vidneudsagn i alle seks retssager, tror de ikke, at hun faktisk så Curtis den dag.

: Jeg talte med Clemmies søster, Mary Ella, som fortalte mig, at Clemmie ikke kunne have set Curtis Flowers på morddagen, for hun sagde, at Clemmie var sammen med hende hele dagen. Hun sagde, at hun husker det, fordi hun og Clemmie den morgen havde planlagt at gå ned til Tardy Furniture sammen, så Clemmie kunne betale sin møbelregning. Men mens de gjorde sig klar til at tage af sted, kom nogen forbi Mary Ella's hus og fortalte dem, at der havde været et skyderi ved Tardy Furniture.

: Mary Ella sagde, at hun og Clemmie tog hen til gerningsstedet sammen for at tjekke det.

: Da vi kom derned, havde de tapet det hele af, og jeg sagde til Clemmie: "Jeg er glad for, at vi ikke gik derned, for vi ville nok være blevet fanget derinde," og hun sagde: "Det ville vi helt sikkert være blevet."

: Mary Ella fandt ikke ud af, at Clemmie havde afgivet en erklæring til politiet før den første retssag. Mary Ella var ikke til stede under retssagen. Den blev afholdt i Tupelo, ca. 160 km væk, men nogen gav Mary Ella besked om, at hendes søster Clemmie stod i vidneskranken og vidnede under ed om, at hun havde set Curtis den morgen, hvor mordene fandt sted.

: Mary Ellas første reaktion var at løbe til retten for at fortælle juryen præcis det samme som hun fortalte mig, nemlig at Clemmies historie umuligt kunne være sand. Men da hun nåede frem, var retssagen næsten slut, og forsvaret besluttede ikke at forsøge at indkalde hende som et vidne i sidste øjeblik. Mary Ella endte dog med at vidne til Curtis' forsvar i den anden retssag.

: Og det var som om, de brugte mig og Clemmie mod hinanden. Det var som om Clemmies ord stod mod mit, og Clemmie vandt.

: Jeg gik hen for at tale med en af Clemmies bedste veninder fra dengang, hendes kusine, en kvinde ved navn Latarsha Blissett. Latarsha og Clemmie bor stadig kun en gade fra hinanden. Latarsha bor i en trailer med sin mand. Den ligger i baghaven bag hendes mors hus. Latarsha sagde, at hun fortsat er overbevist om, at Clemmie fandt på historien, og at hun gjorde det, fordi hun følte sig presset af ordensmagten, og fordi hun troede, at hun måske kunne få nogle penge.

: Og Latarsha sagde, at grunden til, at hun tror det, er på grund af det, der skete for hende. Tilbage i 1996 var Latarsha 19 år gammel, og hun sagde, at hun var på gymnasiet en dag, da politiet dukkede op og fortalte hende, at hun skulle komme med dem.

: Jeg var bange, men det var politiet, så jeg går med. Jeg ved, at jeg ikke har gjort noget forkert, for jeg vil aldrig gøre noget, der ikke giver mig problemer, men jeg ved det ikke. Jeg gik bare. Jeg gjorde bare, hvad et barn skal gøre.

: Latarsha sagde, at hun blev ført til en politistation og sat i et rum med to efterforskere. Hun sagde, at den ene af dem var John Johnson. Hun kan ikke huske, hvem den anden person var. Hun sagde, at de spurgte hende om Curtis Flowers, om hun nogensinde havde været sammen med ham, om hun vidste, hvilken slags sko han gik med, om hun vidste noget, der kunne forbinde Curtis med mordene på Tardy Furniture. Hun svarede dem nej, nej og nej. Men hun sagde, at de også stillede hende denne anden slags spørgsmål.

: De spurgte mig, om jeg forsøgte at købe et mobilhome. De spurgte mig, om jeg vidste, hvad man kunne købe for $30.000 dollars. "Hvis du prøver at købe et mobilhome, ved du så, hvad du kan købe for dette beløb?"

: Hver gang de spurgte mig om noget, spurgte de mig altid, om jeg vidste, hvad dette beløb kunne bruges til. Så de sagde ikke bare: "Nå, vi giver dig blah-dy, blah-dy, du kan købe den trailer, eller vi giver dig..." Det gjorde de ikke, men de afsluttede alt med disse penge for at lade mig vide, at de er på bordet. Så det tog jeg ikke imod.

: Latarsha sagde, at selv om efterforskerne antydede, at hun kunne få penge, sagde de aldrig, at hun ville få en belønning, hvis hun forbandt Curtis med forbrydelsen. Latarsha sagde, at hun ikke fortalte dem noget, fordi hun ikke vidste noget, men da hun fandt ud af, at hendes kusine, Clemmie, havde talt med politiet, og at Clemmie havde fortalt dem, at hun havde set Curtis den dag, troede Latarsha ikke på Clemmies historie. Overhovedet ikke.

: Det var tid til at tale med Clemmie. Natalie og jeg tog hen til hende en sen eftermiddag. Clemmie er nu 42 år. Hun bor stadig i sit barndomshjem i Winona. Det er et lille hus i en etage, der ligger ca. en gade fra det sted, hvor Curtis voksede op.

: Hej.

: Hej.

: Clemmie åbnede døren. Det var varmt udenfor. Hun var iført røde shorts og en T-shirt, og hun holdt en plastikpose med salat i den ene hånd. Hun kiggede mistænksomt på mig. Hun inviterede mig ikke indenfor. Hele vores samtale foregik med hende i døråbningen, hvor hun nogle gange lukkede døren en smule og åbnede den lidt igen, som om hun hvert øjeblik ville afslutte samtalen.

: Jeg vil bare gerne vide, hvordan det har været for dig.

: Jeg kan ikke lide det. Hver gang du kigger op, er der nogen, der siger negative ting og siger, at jeg løj, og hvorfor løj jeg over for ham, og at jeg fik ham dræbt, at jeg er ved at få ham dræbt og alle mulige negative ting. Og det kan jeg ikke lide.

: Clemmie fortalte mig mere eller mindre den samme historie som i retten om, at hun så Curtis løbe væk fra Downtown den morgen, hvor mordene fandt sted, selv om nogle af detaljerne var ændret. Clemmie fortalte mig, at hun aldrig ønskede at blive inddraget i efterforskningen i første omgang. Hun fortalte mig, at hun aldrig ville have stået frem af sig selv, og at den eneste grund til, at hun talte med efterforskerne, var, at nogen overhørte hende tale om det på arbejdet og meldte hende.

: Hvorfor ville du ikke fortælle nogen om det, tror du?

: Fordi jeg ikke vidste, at jeg ville få dette, du ved, dette [uhørligt], og jeg måtte gå i retten og, du ved, og folk kritiserer dig, du ved, hvordan de...

: Hvor vigtigt tror du overhovedet, at det, du har at sige, er?

Jeg ved det ikke. Jeg er ikke den eneste, der vidner. Ja, andre mennesker vidnede, så...

: Ja. Har du en fornemmelse af, hvem der er det vigtigste vidne?

: Nej.

: Ja.

: Hvem er det?

: Jeg tror ikke... Jeg mener, jeg tror, du placerer ham tættest på butikken, du ved.

: Så. Uh-huh.

: Ja.

: Da jeg forsøgte at stille Clemmie flere spørgsmål om hendes vidneudsagn og det, hun så, blev hun irriteret.

: Hvad skete der så efter det?

: Jeg ved det ikke. Jeg ved det ikke. Har du overhovedet læst det i avisen?

: Altså, ligesom, jeg...

: Jeg ved, at I alle siger min erklæring [og stadig], fordi jeg ikke vidner, når [uhørligt] verden med disse ting. [Jeg har oplevet det, og jeg vil ikke lade nogen kritisere mig. Dengang lod jeg dig gøre alt, hvad du nogensinde sagde til mig. Jeg vil ikke gøre det mere. Jeg vil ikke lade nogen bare gå op og skide på mig. Så de er bare sådan, at jeg ikke vil lade nogen kritisere mig. Så jeg vil ikke... Jeg ville bare ønske, at jeg... Det burde ikke være sket. Jeg hader min [uhørlig]. Jeg kan ikke lide det, og jeg vil bare gerne leve et normalt liv. Jeg er fuldstændig ligeglad med det. Det måtte ske.

: Jeg fortalte Clemmie, hvad jeg havde hørt fra hendes venner og familie, hvordan de mente, at hendes historie om at have set Curtis ikke var sand, og at mange af dem mente, at hun var blevet presset af politiet til at sige det. Clemmie sagde, at alle disse mennesker havde taget fejl. Hun fortalte mig, at hendes historie er sandheden, men hun fortalte mig også, at selv hvis hendes historie ikke var sand, ville det sandsynligvis ikke hjælpe Curtis' sag alligevel at stå frem nu og sige det.

: Det vil ikke hjælpe noget som helst. Hvis jeg sagde det, vil det ikke hjælpe ham, for der er andre mennesker, der vidner om, at de har set ham. Så hvad vil min vidneudsagn hjælpe?

: Jeg tror, at det er meget vigtigt.

: Så hvad vil de have mig til at gøre? Lyve og sige, at jeg ikke så ham? Jeg har set ham, og jeg kan ikke slette det, få det til at forsvinde. Hvis det er sket, så er det sket. Det er sandheden. Så nu kender du sandheden.

: Hvad tror du, at du vil gøre, hvis der kommer en syvende retssag?

: Du ved, jeg vil ikke [uhørligt] bekymre mig om disse ting. Jeg ønsker bare, at det vil forsvinde. Og jeg er ikke [uhørlig]. Jeg vil ikke gå [uhørligt].

: Vil du ikke gøre det?

: Mm-mm. Jeg vil ikke, og ingen tvinger mig. Jeg vil bare ikke gøre det.

: Clemmie ville ikke fortælle mig præcis, hvorfor hun ville nægte at vidne, hvis hun blev indkaldt til en ny retssag, og hun ville ikke svare på flere spørgsmål.

: Jeg var for enden af ruten. Da jeg var færdig, havde jeg talt med alle de personer, der stadig er i live, og som har vidnet om at have set Curtis Flowers den morgen, hvor mordene fandt sted. Og efter at have gjort alt dette tænkte jeg tilbage på, hvordan Doug Evans havde præsenteret disse vidner for jurymedlemmerne, hvordan han beskrev dem som pålidelige, troværdige, som mennesker med fremragende hukommelse, mennesker uden grund til at lyve.

: Jeg tænkte på, hvordan Doug Evans havde understreget, hvor mange vidner der var, og hvordan deres historier har set Curtis passe sammen. Det skulle være et skræmmende bevis. Og det var det bestemt også i retten. Det var med til at få jurymedlemmerne til at dømme Curtis og dømme ham til døden. Når jeg ser på det nu, er jeg enig med anklageren, Doug Evans, i, at alle disse vidner udgør solide beviser, men ikke beviser for, at Curtis Flowers gik rundt i byen den pågældende morgen.

: Når jeg i stedet ser på alle disse vidner, alle disse mennesker, som jeg har brugt så meget tid sammen med, ser jeg beviser af en anden slags, beviser for, at de retshåndhævende myndigheder var villige til at stole på vidneudsagn fra mennesker, som ikke kunne huske, hvad de så i detaljer, beviser for, at de retshåndhævende myndigheder var villige til at lægge pres på folk, og beviser for, at mange af disse mennesker bare var bange. Så ja, disse vidner var beviser, men ikke den slags beviser, som juryen nogensinde havde hørt.

: Næste gang på In the Dark.

: Du bør ikke gå i græsset her i nærheden.

: Åh, nej? Hvad er der?

: Nej. Du har alle mulige slanger i græsset.

: Slanger?

: Mm-hm.

: Der er mange flere oplysninger om disse rutevidner, og hvordan nogle af deres beretninger modsiger hinanden, og hvordan deres vidneudsagn har ændret sig i løbet af de seks retssager. Det er langt mere, end vi nogensinde kan få med i fem episoder af denne podcast, men det er værd at tjekke ud. Vi har det hele på vores hjemmeside, inthedarkpodcast.org.

: In the Dark er rapporteret og produceret af mig, Madeleine Baran, Senior Producer, Samara Freemark, Producer, Natalie Jalonski, Associate Producer, Rehman Tungekar og reportere, Parker Yesko og Will Craft. In the Dark er redigeret af Catherine Winter. Webredaktører er Dave Mann og Andy Kruse. Chefredaktør for APM Reports. er Chris Worthington. Originalmusik af Gary Meister og Johnny Vince Evans. Denne episode blev mixet af Veronica Rodriguez og Corey Schreppel.

Automatisk konvertering af lyd til tekst med Sonix